Pyh og hurra!

Det er fedt, at være LL‘er. Sådan helt basalt, er det bare en kæmpe gevinst at have bevæget mig ind i den her organisation. Jeg ved godt der er en risiko for jeg lyder som sådan en der lige er blevet indrulleret i en ny sekt, og det er jeg muligvis også.

Jeg har simpelthen været nødt til at trække mig for at råbe hurra og guuud hvor min hjerne summer! Det er nogle vilde oplæg og syrede inspirationer vi bliver bombarderet med. Og så er det en virkelig fed mulighed for, at komme ud og mærke at “der er andre læreruddannelser end vores“ og netværke med de andre. Og opleve hvor vidt forskellige kår vi uddannes under. Vi er mega priviligerede på timeantal og rammer i Esbjerg....men det politiske i dét kommer der en masse om når jeg er hjemme igen.

Det har været super at fornemme hvor engagerede alle er. Hvor vilde ikke -fastsatte diskussioner der er overalt. Særligt omkring de didaktiske overvejelser man bør gøre sig ved at benytte it i undervisningen. Og så den evige klagesang om økonomi...for ikke at tale om det faktum at der ikke rigtig er medialiserings undervisning i læreruddannelsen. Der er folk der aldrig har set et smartboard?! Og de fleste af dem der har set det, har kun set det som en avanceret powerpointfremviser. Det er vilde muligheder, vi kender dem bare ikke....så selvfølgelig griber de til det de kender...tavletænkning med kridtstøv.

Det har været en gave at være her. Virkelig fedt. Og det sociale spiller bare max!...og og og og...Og der er så mange indtryk, at det hele summer...der er grobund for adskillige blogs ovenpå denne weekend. Men jeg vil ikke skrive om det, før jeg har været hjemme og lege med det selv. Skal lige tjekke om det rent faktisk er så fedt som det påståes...for sådan en som jeg, der ikke er ret godt udstyret men kun ejer det argeste lort af en bærbar...og føler mig hip fordi jeg kan præstere at shoppe og blogge lidt online.

Uh det sitrer! Må hjem og strikke et oplæg sammen så det her kan gives videre på uddannelsen...de andre skal også mærke det!

Gruppe "fordi"...aaaarj rend mig!

Jeg er nødt til, at komme ud med det...beklager. Sureste Mysse i hele verden er i forvejen midt i en helingsproces og er nået til det der med vreden...og det selvfølgelig i den uge, hvor alle er nogle idioter. Det er klart. Selvfølgelig er det DEM og ikke mig. Sådan ser min verden ud denne uge, og det er der ikke så meget at gøre ved...nå!

 Men altså... jeg er vrissen. Og idag er grunden STI-projektet. Det der pilot-projekt mit stamhold er tilmeldt. Og jeg føler virkelig jeg er blevet edder-meget kuppet på min frihed som voksen, og det kan jeg slet ikke kapere. 

 Vi er blevet sundhedsscreenet, hvilket jeg også skrev om i sin tid. Og ja, min kondition ligger sådan ca. et musekussehår over en selvdød gnu. Og det har jeg det fint med. For mine prioriteter hedder studie og familie og så må resten være hvad det er. Hvilket også blev fortalt dengang. Og jeg sagde også, at jeg ikke ønskede at engagere mig yderligere i STI...

 Idag, dukker der så to mennesker op. Som fortæller os, at vores iøvrigt helt fantastisk velfungerende stamhold skal deles op i 3 grupper. "Så vi kan lave nogle tiltag for at forbedre trivsel og sundhed sammen...evt. bytte madpakker...og om lidt er vi jo spredt for alle vinde på andre liniefag og det er godt at have nogen at snakke med...og hvis man lige laver noget, så kunne man jo lave en konkurrence så den gruppe der laver mest sammen kan vinde noget nemlig ja..."

 Og må jeg iøvrigt bede om mine himmelblå...

 Jeg er rystet over, hvis de mennesker der har udtænkt det her koncept....selvom det kun er et pilotprojekt...rent faktisk har fået penge for det?! Mage til dårlig planlægning....*knurre skumle*....

 Må jeg i den forbindelse...helt gratis...komme med forslag til strukturen til næste år?

1) man sørger for, at samle folk i de her grupper inden studiestart, istedet for at splitte et velfungerende stamhold, der har fundet hinanden.

2) man forklarer helt præcist hvad det er gruppernes formål er - på papirer og ikke bare "vi har tænkt os måske lissom og hvad synes I"-ish?

3) man fortæller folk hvad omfanget af det er, helt præcist, så man har en mulighed for, at sige "ej, ellers tak!" uden at være ekskluderet af det egentlige fællesskab. 

4) man skal ikke inddele folk efter deres evner som "ledere", "organisatorer", "gartnere" eller hvad pokker den der personligthedstest gav af svar. Men efter interesser og lyst. For det nytter ikke en skid, at der sidder en på min gruppe der rigtig gerne vil motionere, når resten af os tænker "røv"...og når den motions-villige iøøøøvrigt pointerede over for intervieweren, at h*n fortrinsvis ville motionere alene, da det gav bedst udbytte. 

5) ideen om konkurrence er skam fin nok - bare ikke internt på et stamhold. Fint nok, at konkurrere med andre stanhold, så man får den der "dem og os" og finder styrken i en fælles mur. Den mur skal bare ikke bygges op inden for det der skal være et fællesskab - og iøvrigt overhovedet som sletter nix konkurrence på samvær og fællesskab. "Dem og os"....nej tak. Dertil, så går jeg ikke ind for gruppepres, hvor jeg som den potentielt dovne madamme kan sidde tilbage og mærke presset fra mine "gruppe-venner", der gerne vil vinde. Frivilligheden ryger ligesom fløjten på dén konto. Og jeg ved godt, min gruppe også er ret ligeglad, men havde det været en anden hold-dynamik, så havde det sgu været ekskluderende. Og absolut ikke noget jeg ville tildele det nye mode-ord "inklusion". "Dem og os" er ikke inkluderende på holdet. Sgu. 

6)

7) Og så fyr ham der det alvidende fjols af en psykolog, der sad som en eller anden konge og hvæsede olmt over vores anker der bestemt var berettigede. Han pointerede iøvrigt ganske arrogant, at  "man i den virkelige verden kom til at arbejde med folk vi ikke kunne lide i teams vi ikke selv havde valgt"...hvortil jeg ikke kunne holde min kæft: "for det er der jo ingen af os der nogensinde har prøvet før"... med en slet skjult hentydning til at de fleste på holdet rent faktisk har "været ude på den anden side" alene i kraft af deres alder. Det hører INGEN steder hjemme, at tale sådan til andre voksne. Lige dér tabte manden alt, og det kunne mærkes....*slam* på dig, din idiot...

 Jeg er vred. Og jeg ved, min vrede sikkert også kommer et andet sted fra, men jeg vil simpelthen ikke være med længere. Jeg vil ikke have mit vidunderlige stamhold splittet op i tre grupper, der skal finde på noget, som vi lige så godt kunne gøre sammen. Jeg magter ikke flere grupper jeg skal tage stilling til. Jeg gider ikke være i en ny gruppe, på et hold, der iøvrigt er delt internt op i linefag, hvortil der også er studiegrupper...og dertil på SELVE holdet også er delt op i studiegrupper. Jeg gider det ikke. 

 Hvis man dog bare kunne kuppe STI...sådan helt seriøst. Vælge ikke, at arbejde i de her grupper, men planlægge samvær og motion på tværs. Sammen. "Vi spiller banko i middagspausen mandag"..."Hvem er med på morgensvømning?"..."Hvem vil gå en tur?"..."Den sunde madpakke - workshop"....sammen. Jeg gider godt mit stamhold. Hele holdet. De er dejlige allesammen. Og jeg gider måske endda også "gå til banko og morgensvømning"...på holdet. 

 

Min egen ADHD-profil.

Det er svært for mig at give udtryk for de vanskeligheder, jeg har

Jeg er meget impulsiv
Jeg er påvirkelig overfor stress
Jeg har svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen
Jeg har svært ved at huske

Jeg har svært ved at komme op om morgenen
Jeg har svært ved at komme i seng om aftenen
Jeg har svært ved at følge en døgnrytme
Jeg har svært ved at vurdere, hvor lang tid en opgave tager

Jeg kan ikke motivere mig selv
Jeg har svært ved at bevare overblikket

Jeg har svært ved at få betalt regninger og styre min økonomi
Jeg har svært ved at få organiseret tøjvask
Jeg har svært ved at planlægge og gennemføre indkøb
Jeg har svært ved at overskue køkkenarbejde
Jeg har svært ved at få gjort rent
Jeg har svært ved at skifte fra en aktivitet til en anden
Jeg har svært ved at gøre en opgave færdig

Jeg skal helst have en information ad gangen, og den skal rettes direkte til mig
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor andre reagerer, som de gør
Jeg har svært ved at lade andre tale færdig
Jeg har svært ved at få og beholde venner
Jeg misforstår ofte, hvad der sker omkring mig
Jeg har svært ved at være sammen med mange mennesker
Jeg har svært ved at vente

Jeg er overfølsom overfor lys og lyd
Jeg har svært ved at læse
Jeg har svært ved at regne

Den fjerne krig

 Jeg sidder på min seng. Dynen pakket godt op i hovedenden, så jeg kan læne mig op ad den. Klassisk musik på DR2, der lyder mærkeligt. Og en bog.

 Det er ikke bare hvilken som helst bog. Men en bog om et land og dets uendeligt turbulente historie. Et land langt væk herfra, faktisk flere tusinde kilometer borte i en verden der ikke minder om noget jeg kender. Et land jeg kun svagt erindrer, at have hørt noget om som barn, dengang den kolde krig hærgede og der var noget der hed Sovjetunionen, "back in the USSR"...dengang var der også krig.

 I år er det 10 år siden mit lille eventyrland valgte at gå i krig i Afghanistan.

 Indrømmet, med dårlig samvittighed og det hele, så har det ikke sagt mig en skid. Eller jo, det har irriteret mig, at min nation er krigsførende, men jeg har ikke evnet at sætte mig ind i det. Det har gjort for ondt. Sådan helt basalt set. Jeg var græsenke sidst i 90´erne, og blev alenemor, da min søns far kom hjem som et andet menneske end det der var taget afsted. Tanken om alle de vidunderlige mennesker der på den ene eller anden måde har været berørt af krigen har jeg skubbet foran mig.

 Men man kan ikke ignorere det man bruger tid på at ignorere. Det er som at tvinge sig selv til, at tænke: "jeg må ikke tænke på en sort kat"...hvorefter man forestiller sig den sorte kat. Sådan har det været med Afghanistan for mig. Sådan har det været med krig. Og nu hvor jeg er flyttet tilbage til Jylland, og går i skole i Esbjerg, hvor "det der med krig og soldater" er hverdag for mange, er det umuligt for mig at ignorere.

 Så da mit WildCard kom, og lovede billigere rejser som studerende, traf jeg mit valg. Jeg ville på Tøjhusmuseet og se "Den Fjerne Krig".

 Det var en stærk oplevelse. Kort fortalt. Flere gange sad en klump i min hals og forstyrrede mig i mine "ach sooo", når jeg nikkende for at bekræfte overfor min krigskloge veninde, at jeg lyttede efter.

 Man kommer ind i et værelse. Ikea, når det er bedst. Militært udstyr liggende på en seng. Tasken skal pakkes. Det er Jens´ taske. Eller Birgits. Eller Dennis´. Det er ikke vigtigt. For det ligger der. Det der skal med. Jeg mindedes fortiden med camouflagetøj, og selvom det her var ørken-farvet...gav det alligevel et stød i følelserne. "Lige om lidt skal h*n afsted, og vi ses ikke i seks måneder...og jeg ved ikke om h*n kommer hjem. Eller hvordan h*n kommer hjem".

 Solen skinner uden for vinduet i det lille værelse. Men synet blokeres delvist af en skærm med et dokument man kunne scrolle i. Jeg får kvalme. Kan godt huske dengang vi skulle tage stilling. "Min sidste vilje" stod der. Jeg var knap 20 dengang jeg første gang diskuterede min Elskedes død. I alvor. Jeg smilede blegt og tog et billede af min søn, der var kravlet i fragmentvesten..."den er sørme tung, hva´?"  Tanken om alle de familier der hvert år skal igennem det samme dokument ramte som en spand iskold vand.

 På bordet lå et brev. Lyserødt papir. Kærlighedserklæringer på stribe. Jeg skrev selv mange breve dengang. I hånden. Fordi det var håndgribeligt. Fordi han kunne tage dem med i seng. Jeg var hans livline dengang. Anede intet om hvad der foregik, men plaprede løs om sommeren der gik på hæld, efteråret der kom, vinteren...julelys. Savn. Sorg. Den virkelighed vi så i tv, dengang forstod jeg intet af. Og medierne forstærkede det i deres sensationslyst. Jeg tvivler på det er blevet lettere, at være den der bliver hjemme.

 Jeg mærkede underlaget ændre sig. Trådte ud af flyveren, ud på plast, ud på sand og skærver. "Så dette er Afghanistan" mumlede jeg og lyttede til veninden der fortalte, at de "sække med sand" vi var omgivet af, kunne modstå endog ret hårde angreb. Lugten var ram. Der lugtede lidt af gnu, og ret meget af mænd. Og døgnet skiftede...der var mærkværdigt stille, selvom vi ikke var de eneste. "Dette er Afghanistan"...

  Der skal sgu en del humor til for, at klare så mange måneder under konstant pres. Og det var der. Lokummet, bestående af lidt mere end tre brædder og en dør, fik mig til at smile. Lokumspoesi når det er bedst..... "Jeg savner min kone"...."Det gør jeg også"...."også mig"..."Fuck Jer!"....

  En forsamling gik lidt efter os. En soldat viste sin verden til sin familie. Han tegnede og forklarede med fagter og ord. Det var tydeligt, at mærke det var noget der gjorde indtryk. Jeg lyttede med, med det ene øre...hørte ham fortælle sin historie, mens vi gik gennem lejren. Så ham kravle op i tårnet fra Armadillo, pege ud i landskabet, som var illustreret ved et stort lærred og en film af udsigten. Røg steg fra et sted i det fjerne. Buske skulle helst stå hvor de plejede, ellers var der et problem...som kunne koste liv.

 Der var en bæk...en å...en flod...og vi krydsede den...læste lidt plancher, så film...snakkede...gik videre. Og så stod den der. En Hummer sprængt i stykker. Vejsidebombe. Billeder fra den aktuelle dag, hvor de der sad i bilen blev såret...i menneskestørrelse. De stod lige der. Og duften hang der stadig. En plet blod var endnu ikke fjernet...og stemmerne rykkede nærmere.

 "Hvor sad du?" hørte jeg en forsigtig kvindestemme spørge. Og han pegede. "Der"...og skyndte sig derefter at tale om armerede vinduer og trykaflastning og alt muligt teknisk. Det var "hans" bil..han havde siddet i den, da det skete. Var blevet såret, og havde fået fjernet metal og andet "sjov" fra venstre ben. Jeg turde ikke kigge på moderen...søsteren...eller hvad hun var. Dette var hans virkelighed. Dette er manges virkelighed. Pludselig forstod hun. Den fjerne krig var pludselig ikke så langt væk alligevel.

 Vi trådte ind i en hytte. Klinet op af ler og lort. En hund gøede. Der lå en vejsidebombe på et bord. Filmen starter. Dette var Afghanistan fra den anden side. Børn der sidder bange i et hjørne, kræbet ind til hinanden, mens deres far prøver at berolige dem og lade som alting er normalt... "Det er helt ok, der sker ikke noget"...20 sekunder senere, gennemrystes huset af en eksplosion. Nu er faderen også tydeligt bange. Han filmer sig selv nu. Han prøver at være modig. Prøver.

 Og scenen skifter. De står i marken. En lille fyr, der kigger behørigt ned i jorden og bliver udspurgt af en voksen. Det er svært at være barn. At elske kuglepenne og de gaver man får af danskerne...men vide, at hvis man tager imod og nogen ser det, så er man på røven. At være barn...og leve med krig mellem virkeligheder der næppe lader sig forene.

 Vi forlader huset og tager på markedet. Små skærme undervejs fortæller om årsager. Om ulykker. Om fremgang. Og man kan se det. Der er faktisk åbne markeder nu. Frisk frugt. Og i mit øre hører jeg der fortælles om brystholdere der flagrer lystigt dernede nu. Taleban går ikke ind for flagrende BH´er. Eller skolegang for børnene. Ihverfald ikke pigerne.

 Der er så megen information at bearbejde. Og derfor sidder jeg med min bog. Genopfrisker. Ny-erhverver. Fascineres.

 Jeg kan stadig lugte udstillingen. Eller bilder mig ind, at jeg kan. Lyden af skærverne under mine fødder hænger også ved. Og jeg bliver klogere. Ikke nødvendigvis tilhænger af krigen, men klogere på den.

 Og jeg tager det med mig. Jeg ved, at jeg skal undervise i det her, når engang jeg bliver voksen. At jeg kan tage indtrykkene med mig. Fortælle og formidle levende om forholdene. Om livet. Om krigen. Som lærer.

 Jeg ville ønske, at jeg havde haft samme mulighed dengang. At kravle ind i et mini-univers der lignede det min søns far var en del af. Så jeg måske kunne forstå ham lidt bedre. Så han kunne fortælle. Så jeg kunne spørge. Så jeg ikke havde stået blank tilbage med en følelse af, at det var en fjern krig, der var mig uvedkommende.

 Den mulighed havde vi ikke.

 "Det er så Afghanistan"..

 Den fjerne krig...er ikke længere så fjern...den går faktisk rundt iblandt os...

El Camino...

 Det er ved at blive arrangeret, og jeg glæder mig allerede. Det har været en drøm de sidste mange år, at gå Caminoen, da jeg har hørt det skal være en "wow"-oplevelse for sjælen. For et par dage siden skrev Fætteren så på sin facebook, at han ville afsted og om nogen ville med? Og det ville nogen gerne. *mig mig mig*

 Jeg er helt høj på beslutningen, og er idag (igen) påbegyndt det dersens vægttabs-projekt, der gik i stå da jeg ramte "single"-markøren for snart et par måneder siden. Det hjælper mig ikke, at være tung, når jeg skal vandre godt 30km om dagen.

Chili og skum-slik.

 Det var en helt fantastisk koncert! Nuj jeg er endnu høj og ramt og glad og weee! Fællessang krydret med rock og småstive lækre mænd over det hele, som går helt i koks over langt rødt headbangende hår i en sådan grad, at de spørger om de må tage billeder. Jamen...det var fantastisk! Mit ego blev stivet vældigt af... og ja - jeg nød selve koncerten, men det var da det allersom-mest-fantastiske opvarmningsband. Negermusik, siger jeg! Ass-shakin´ -fremmende på den absolut vulgære måde! Åh hurra, altså! Jeg har endnu ikke taget mig sammen til, at finde ud af hvad de hed, men pyt! Det kommer...synes jeg hørte dem i radioen i morges, da jeg stod i et køkken i Ringsted og pludrede mens æg kogte?

 For jeg endte altså spontant i Ringsted. Og gik helt i nusse-koma over hvide og sorte katte og en sofa der er så dyb man kan bo i den...og nød godt selskab, tog til kbh og spiste thai-mad...og på Strøget for, at tjekke billige DVD´er og gå i latter-krampe over pornofilms-titler. Jeg mener..."anal fudge"..det må man altså gerne grine af! Derefter en tur i Grand hvor vi kastede en mønt mellem "Drive" og  "Midnight in Paris" , som faktisk viste sig, at være en helt ok Woody Allen - film. Helt vildt romantisk og varm.  Og ih, hvor blev jeg høj og kåd af at se 1920´er stemning, tøj, musik og energi! Det var så fint...og jeg savnede en masse dejlige mennesker og galskab fra Salon Libertine, selvom jeg var i fantastisk selskab.

 Jeg har leet meget. Grint højt og grimt. Fnist. Og nydt natlige vandreture. Vadet blankt ud i vandpytter og siddet på en badebro og set tågen komme rullende som fordampet sølv i måneskin. Det var magisk. Rent Narnia med rimfrost i græs og lyd af fjerne tog.

 Livet er er ret godt sted, at være lige nu. Min verden former sig godt og rart, jeg bestod mit studieprodukt i dansk og imorgen starter en ny, men børnefri uge, hvor der skal knokles på med psykologi. Jeg er tilfreds. Mæt. Glad.  Jeg har spist ret meget skum-slik...men craver stadig.

Rød Chili!

Woop woop!

Det er altså en lille smule dejligt, at blive tænkt på. Også selvom det ikke nødvendigvis er romantisk. Jeg har lige fået en sms - en dejlig Gilgen har ikke kunne få nogen til at tage med til koncert, og så blev der lige tænkt på mig. Så på fredag drager jeg sgu til Herning for at se Red Hot Chili Peppers!

 Det er edderlænge siden jeg har hørt deres musik, sådan rigtigt. 15 år eller noget. Så jeg glæder mig. Virkelig meget.

Og jeg har alligevel ikke noget rødt tøj, så jeg kan komme med til festen på Campus...

:oD

"Er du med på beatet?"

 Det er sjovt, som jeg kan se mig selv gentage jagten på de ting jeg søgte for år tilbage. Jeg genkender mønstrene af engagement, interesse og ildhu. Det gør mig godt, selvom jeg trættes i processen. Men jeg må jo bare sande, at jeg ikke kan lade være. Jeg blander mig sgu. Har en mening. Og jeg har som oftest også noget, at have den i. Så da Brombær spurgte om ikke "det er noget for mig" og viste mig en mail...tjekkede jeg som det første min kalender, og tilmeldte mig. 

 Nu skal jeg sørme på kursus i København. Jeg har fået een af de 6 pladser der er tildelt de lærerstuderende på UC-syd. Et seminar under overskriften "Fremtidens lærer - er du med på beatet?". Og jeg glæder mig enormt meget til, at lære mere. Der er forskellige temaer, så nu bliver det næste, at finde ud af hvad jeg skal vælge. Hvilket må siges, at være en opgave, når nu man vil det hele...*suk*...

 Nogle af de ting jeg med sikkerhed ønsker, at deltage i er: 

Praksiskobling i forhold til nye medier

Paneldebat: "ruster læreruddannelsen de studerende til at bruge fremtidens medier" m. Marianne Jelved (udd.ordfører, Radikale), Charlotte Rønhof (forskningspolitisk chef, Dansk Industri),  Erik Knudsen (formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium) og Tobias Holst (formand, Lærerstuderendes Landskreds). 

Fremtidens lærer - og stolt af sin profession (v. Jacob Fuglsang, Uddannelsesredaktør, Politiken)

Film-mediet i undervisningen (v. Torben Larsen, producer, station next)

Paneldebat: Hvordan ser brugen af medier ud i fremtidens undervisning?  m. Christian S. Jensen (freelance journalist og folkeskolelærer), Katrine Andersen (folkeskolelærer), Pia Quist (lektor, Nordisk Forskningsinstitut)

De unges sprog (v. Pia Quist (lektor, Nordisk Forskningsinstitut)

...og så selvfølgelig de sociale arrangementer der er gjort plads til her og der...

 Jeg er helt tændt på tanken om, at skulle afsted, selvom jeg ikke kan lade være med at fnise lidt over det ironiske i "overskriften"...når man bruger udtryk som "er du med på beatet" er man for gammel til, at tale nutid og ikke mindst fremtid. Det er et udtryk, som mine forældre bruger, når de skal være "unge". Idag siger man jo bare "er du med, eller hvad?".... "beat" er sådan et 70´er ord, charmerende og sødt, men også eet der...man forventer ikke ligefrem teknisk snilde, af de der bruger det, vel? :o) Måske vil jeg huske på det, når der lægges op til "De unges sprog", for jeg kan godt været virkelig interesseret i hvilke overvejelser de selv har gjort sig, rent sprogligt. 

 Men sådan er det vel, at være sprognørd?

 Sagde hende, der idag, undskyldende gik ind i "Intersport" og sagde: "undskyld, men I har et skilt udenfor, der er stavet forkert, jeg kan simpelthen ikke ha´ det, og jeg går så meget i koma, at det der skide bordtennisbat jeg skal have fat i til min søn, er svært at købe her, når I skriver hansker uden D..."....

*mumler*

De ændrede skiltet...og jeg fik et bordtennisbat. 

Pubcrawl

 Jeg er ikke pubcrawl-typen. Lad det være sagt med det samme. Jeg har nogle helt fantastiske studiekammerater og vi sørgede godt for hinanden og grinte ret meget, men mentaliteten bag pubcrawl ligger så langt fra den jeg er, at "det er prøvet". Det eneste rigtigt fede ved det er, at man føler sig som en del af "noget større" når 650 studerende går rundt i byen i hold, og møder hinanden og folk "udenfor" kigger undrende på een og spørger hvad der foregår. 

 Meningen med en sådan pub-crawl er vel på en eller anden måde byens velkomst til de studerende, der hvor de skal gøre et godt indtryk for senere, at få folk til at kigge forbi igen næste gang de er i byen. Jeg var med 8 ud af 11 steder, og nåede ikke de sidste tre pg.a. "det sidste tog". I forhod til ovenstående formål med en pubcrawl, må jeg bare sige, at det er de færreste steder der scorer top-points. 

 Det ER bare ufedt at dukke op et sted og få en vodka og juice der har stået med is i siden kl. 12 og er vandet og smagløs. Eller en "brandbil" uden brus, og igen bestående af halvt vand pg.a. smeltede isterninger. "Underground" (under Hotel Brittania) er ellers et stort sted, men de tabte os på vandede lortedrinks. "Huset" fik skodkarakterer pg.a. mere end almindeligt varme øl og et tillæg på 20kr hvis man ønskede sprut istedet. Fede rammer, men hvis ikke man vil give det det koster for, at gøre et godt indtryk - så burde man ikke have sagt ja. Og hvad sker der lige for "Stalden". Man kunne få et shot eller - igen - en halvlunken bajer. Industrien havde så ikke pladsen, så de fleste af os endte med, at stå udenfor. Dog havde de et charmerende træk i en dørmand der spurgte de fleste om ID. Det kan man godt lide når man er kvinde og over 25. Points på det!

 Til gengæld var der service og kærlighed på Lux, Dronning Louise, Frederik d. 9, Havanna og A-bar. Og virkelig gode drinks med "frit valg" inden for rimelighedens grænser. Tequila sunrise, Isbjørn, rom og cola, champagnebrus (ækelt klistret og sød substans, men dog kold og et frivilligt eksperiment)....og så iøvrigt virkelig søde mennesker bag baren. De skulle så heller ikke tage imod så meget kritik og irritation som de andre steder. 

 Og jeg så Amerikaneren. Og der er en grund til jeg skriver "så" og ikke "mødte". Jeg fik nok? Tre sms´er om hvad hold jeg er på, en opringning om hvornår det hele startede og ...arhmen så kravl da af mig?! Og så lignede han altså lidt en trold. En fuld trold. Og jeg gider det ikke. Og min åbenlyse manglende lyst til, at interagere med små fulde trolde, må jo tages til efterretning. Så jeg gemte mig bag Patten, da jeg så ham. Og fik en virkelig god samtale, med Patten på en bænk omkring det med, at sige fra, istedet for at trumfe følelserne med fornuft. Følelserne er de vejvisere der viser den rigtige vej inden fornuften slår igennem. Så der er her efterfølgende taget et opgør og døren er blevet lukket til Amerikaneren. 

 Men nu skal der knokles. Studieprodukterne er begyndt at tage form, men der mangler endnu den sidste fase. Det afsluttende. Første aflevering fredag. Det er ret interessant, når man ikke aner hvad formen skal være. Når opgaven er svævende. Flydende. Uhåndgribelig. Men man kan vel ikke gøre andet end at gøre sit bedste ud fra de ideer der er blevet plantet i een de sidste måneder. 

 Og heldigvis (og overraskende mængden af alkohol taget i betragtning) var eneste bivirkning efter pubcrawlen en ubændig trang til makrelsalat på blødt hvidt brød, så der kan knokles.