Godt liv.

Mit liv er godt. Rigtig godt. Der har bredt sig en svær tilfredshed over mig, som jeg sjældent har oplevet. Det er ret fantastisk. En fed "aktiv" ro midt i kaos.

 Jeg er på forkant med min uddannelse. Det føles altså mere end almindelig fedt endelig, at have læst og være så meget med, at ting giver mening. "Procesorienteret litteraturpædagogik" er en bogtitel jeg aldrig kommer til, at glemme, da det var dér jeg endelig fangede mit studie.

 Og så er der observationspraktik. Sidste dag idag. Og jeg er nødt til, at sige: "det´ stort". Jeg er glad for, at vi valgte, at observere istedet for, at kaste os ud i undervisningen. For man ser godt nok meget, når man ved hvad man skal kigge efter. Det er ret vildt. Mekanismer og dynamikker mellem eleverne og i lærer/elev-relationen også. Det er ret interessant. Også fordi det er noget der kan tages med. En vigtig lektie for mig vil være, at "de stille" også skal ses.

 Jeg har valgt ekstra obs. timer i AKT´en. Mit fokusområde som lærer bliver jo specialpædagogisk, og derfor spurgte jeg om jeg kunne få lov, at følge dem i de forskellige mellemtimer og lidt udenfor. Dét har godt nok været spændende. Virkelig. Jeg er sikker på, at min hylde er rigtig. Sådan...HELT rigtig. Også selvom det er hårdt og intenst, at arbejde med nogle af dem. Da området er særligt er dækket af tavshedspligt kan jeg ikke fortælle om ret meget, andet end, at det jeg gjorde virkede...

 Det er fedt, at være lærer. Selv, når man ikke får tingene til, at spille. Der er udviklingspotentiale i alt hvad man foretager sig. Min første vikartime igår gik helt i ged. Musik på sjette klassetrin uden "hvad skal vi lave" -liste, så der skulle improviseres. Og så var der lige en konflikt i frikvarteret, som blev taget med ind og...*poof*... men det er "ok". Fik en god snak med ledelsen bagefter. En undskyldning til mig, da de ikke havde klædt mig ordentligt på, og glemt at udstyre mig med en "nød-telefon" så jeg kunne have ringet efter forstærkning. Det var en god opsamling.

 Og jeg havde dem igen idag, som vikar, sammen med min observationsklasse. I idræt. Og det var en fed fed oplevelse. For nok havde min "trampesang" været..."røvkedelig" igår... men de ville jo alligevel gerne lige høre teksten igen, og have den gennemgået...og skråle med på den.... og derefter stod den ellers på fodbold. Jeg er vidunderligt hæs idag, men sådan er det, at dømme uden fløjte.

 Jeg er glad for min uddannelse. Jeg elsker mit studiejob, der er mere end alm. relevant. Og min knægt klarer sig bedre og bedre. Hjemmet flyder big-time, men økonomien er der styr på, og rammerne er på plads. Vægten gør hvad den vil lige nu, men der netværkes en del på motionen og vejledning.

Forventning

  Hurra, en dag, der venter. Jeg overspringshandler godt nok, men pyt! Det er forventningens glæde jeg trækker i langdrag.

 Det var en dejlig start på dagen, da en sms tikkede ind fra min bank om, at der var blevet tilbageført lige omkring 1000kr til min konto fra noget varmeregnskab. Den slags kan vi godt lide. Og så er der jo penge til, at få købt mad og pynt til imorgen. Det bliver en lækker lækker dag imorgen!

 Uhmmm....

Forløsning.

Jeg græd idag. "Den gamle" prikkede hul på bylden. "Godmorgen, Mysse" sagde han. "Ræk mig dine hænder" fortsatte han og kiggede mig i øjnene mens hans morgen-kolde fingre fandt mine.... "Min mormor, der var en meget spirituel kvinde sagde altid, at hvis man rører ved et andet menneske, kan man overtage nogle af byrderne og give dem kærlighed, så livet føles lidt lettere"...

 Så brast jeg i gråd. Lige der, midt i alting begyndte jeg at græde. Taknemmelig for, at være blevet set og rummet. Jeg har det bedre nu. Måske ligefrem godt. For pludselig blev der efter forløsningen plads. 

 Og jeg nød dagen. Kunne pludselig læse igen. "Procesorienteret litteraturpædagogik". Tørt - ja - men jeg kunne læse det uden, at tankerne plantede overspringshandlinger og hurlumhej i strukturen. Jeg kunne faktisk nyde?

 Det bliver nogle gode dage den næste tid. Der skal gøres klar til sjov og ballade med nogle dejlige mennesker. Jeg glæder mig så meget til, at hoppe i kjole, korset og hæle. Skal lige have syet et skørt til mit strutskørt, og så iøvrigt taget mig tiden til noget selvforkælelse med voks, farve, klip og neglelak. Trænger til, at føle mig lækker, også selvom der ingen er, at gøre mig lækker for, og planerne om at score er cirka lige så håndgribelige, som mit fremtidige bachelorprojekt. Det er for mig. Og jeg fristes til, at kysse mig selv over det hele....og bare sige... "uhmmm". Det må man godt. 

 

Jamen... nej?!

 Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal føle mig beæret eller bare blive irriteret. For på den ene side er det da marjed rart, at Amerikaneren bliver ved med, at skrive om ikke vi skal gå ud og tage en drink...på den anden side er det bare skide træls hele tiden at skulle tage stilling, når nu man ret klart har meldt ud, at man ikke vil have mere med manden at gøre. Jeg ved ikke om han har erfaringer med, at hvis han er ihærdig nok, så falder damerne for ham?  Det har den modsatte effekt her. Jeg bliver stædig. Barnligt stædig.

Det Sucker Bigtime! (DSB)

  Jeg er en af dem der "lige om lidt" skal køre med bumletog mellem Esbjerg og Århus. En af dem der kan se frem til, at få min rejsetid forlænget, samtidig med jeg skal stuves ind i et tog med et minimum af siddepladser og manglende muligheder for, at arbejde under transporten (peger på de manglende stikkontakter til bærbar). Jamen, det er da bare edder-meget hurra, er det?!

 Selvfølgelig vil DSB ikke udliciteres...det er klart. Og som sådan også fair nok, at de ikke vil det. Men... Så burde de phanneme sænke billetpriserne til et absolut minimum! Sig dog undskyld, kære DSB?! Vis os, at det her er midlertidigt. Vis os, at I faktisk er rigtig kede af det er nødt til, at være sådan?

Orkidé-jordemoder.

 Min orkidé er gravid. Med tvillinger. Små fine Keikier sidder dér i luften og leder efter jord. Og jeg er nu gået i "kan man mon" humør, så der jagtes orkidé-muld og velegnede potter. Jeg troede først jeg var en hardcore orkidé-mor, indtil jeg læste, at en orkidé som regel gør det fordi den er stresset og lige ved at dø. Det skal være løgn, skal det!

Og så er knægten endelig gået igang med at læse. Tjek lige den ultra-seje bog der ligger på bordet. Dennis Jürgensen! Hurra! Den er læst færdig er den, og i belønning tog jeg ham med i bogormen, hvor han fik lov at vælge frit. Og til moderens store glæde, valgte han Jules Vernes "en verdensomsejling under havet". En klassiker! Det varmer sgi mit hjerte.

 Men det slår ingenlunde den fryd det var, at sidde i toget og høre følgende: "Ytringsfrihed? Det har de ikke i Burma, vel mor? Det er derfor hende der Aung San Suu Kyi var fængslet i så mange år. Fordi generalerne ikke kunne lide modstand. Var det ikke hendes far, der havde stået for løsrivelsen fra Englænderne i 1947... lidt ligesom ham der Mahatma Ghandi i Indien?"

 *ghaaa*...gotta love that kid! Min nørdede møgert. Jeg ANER ikke hvorfra han ved den slags, men jeg måtte jo bare give ham ret....efter, at have tjekker på nettet.

Pyh og hurra!

Det er fedt, at være LL‘er. Sådan helt basalt, er det bare en kæmpe gevinst at have bevæget mig ind i den her organisation. Jeg ved godt der er en risiko for jeg lyder som sådan en der lige er blevet indrulleret i en ny sekt, og det er jeg muligvis også.

Jeg har simpelthen været nødt til at trække mig for at råbe hurra og guuud hvor min hjerne summer! Det er nogle vilde oplæg og syrede inspirationer vi bliver bombarderet med. Og så er det en virkelig fed mulighed for, at komme ud og mærke at “der er andre læreruddannelser end vores“ og netværke med de andre. Og opleve hvor vidt forskellige kår vi uddannes under. Vi er mega priviligerede på timeantal og rammer i Esbjerg....men det politiske i dét kommer der en masse om når jeg er hjemme igen.

Det har været super at fornemme hvor engagerede alle er. Hvor vilde ikke -fastsatte diskussioner der er overalt. Særligt omkring de didaktiske overvejelser man bør gøre sig ved at benytte it i undervisningen. Og så den evige klagesang om økonomi...for ikke at tale om det faktum at der ikke rigtig er medialiserings undervisning i læreruddannelsen. Der er folk der aldrig har set et smartboard?! Og de fleste af dem der har set det, har kun set det som en avanceret powerpointfremviser. Det er vilde muligheder, vi kender dem bare ikke....så selvfølgelig griber de til det de kender...tavletænkning med kridtstøv.

Det har været en gave at være her. Virkelig fedt. Og det sociale spiller bare max!...og og og og...Og der er så mange indtryk, at det hele summer...der er grobund for adskillige blogs ovenpå denne weekend. Men jeg vil ikke skrive om det, før jeg har været hjemme og lege med det selv. Skal lige tjekke om det rent faktisk er så fedt som det påståes...for sådan en som jeg, der ikke er ret godt udstyret men kun ejer det argeste lort af en bærbar...og føler mig hip fordi jeg kan præstere at shoppe og blogge lidt online.

Uh det sitrer! Må hjem og strikke et oplæg sammen så det her kan gives videre på uddannelsen...de andre skal også mærke det!

Gruppe "fordi"...aaaarj rend mig!

Jeg er nødt til, at komme ud med det...beklager. Sureste Mysse i hele verden er i forvejen midt i en helingsproces og er nået til det der med vreden...og det selvfølgelig i den uge, hvor alle er nogle idioter. Det er klart. Selvfølgelig er det DEM og ikke mig. Sådan ser min verden ud denne uge, og det er der ikke så meget at gøre ved...nå!

 Men altså... jeg er vrissen. Og idag er grunden STI-projektet. Det der pilot-projekt mit stamhold er tilmeldt. Og jeg føler virkelig jeg er blevet edder-meget kuppet på min frihed som voksen, og det kan jeg slet ikke kapere. 

 Vi er blevet sundhedsscreenet, hvilket jeg også skrev om i sin tid. Og ja, min kondition ligger sådan ca. et musekussehår over en selvdød gnu. Og det har jeg det fint med. For mine prioriteter hedder studie og familie og så må resten være hvad det er. Hvilket også blev fortalt dengang. Og jeg sagde også, at jeg ikke ønskede at engagere mig yderligere i STI...

 Idag, dukker der så to mennesker op. Som fortæller os, at vores iøvrigt helt fantastisk velfungerende stamhold skal deles op i 3 grupper. "Så vi kan lave nogle tiltag for at forbedre trivsel og sundhed sammen...evt. bytte madpakker...og om lidt er vi jo spredt for alle vinde på andre liniefag og det er godt at have nogen at snakke med...og hvis man lige laver noget, så kunne man jo lave en konkurrence så den gruppe der laver mest sammen kan vinde noget nemlig ja..."

 Og må jeg iøvrigt bede om mine himmelblå...

 Jeg er rystet over, hvis de mennesker der har udtænkt det her koncept....selvom det kun er et pilotprojekt...rent faktisk har fået penge for det?! Mage til dårlig planlægning....*knurre skumle*....

 Må jeg i den forbindelse...helt gratis...komme med forslag til strukturen til næste år?

1) man sørger for, at samle folk i de her grupper inden studiestart, istedet for at splitte et velfungerende stamhold, der har fundet hinanden.

2) man forklarer helt præcist hvad det er gruppernes formål er - på papirer og ikke bare "vi har tænkt os måske lissom og hvad synes I"-ish?

3) man fortæller folk hvad omfanget af det er, helt præcist, så man har en mulighed for, at sige "ej, ellers tak!" uden at være ekskluderet af det egentlige fællesskab. 

4) man skal ikke inddele folk efter deres evner som "ledere", "organisatorer", "gartnere" eller hvad pokker den der personligthedstest gav af svar. Men efter interesser og lyst. For det nytter ikke en skid, at der sidder en på min gruppe der rigtig gerne vil motionere, når resten af os tænker "røv"...og når den motions-villige iøøøøvrigt pointerede over for intervieweren, at h*n fortrinsvis ville motionere alene, da det gav bedst udbytte. 

5) ideen om konkurrence er skam fin nok - bare ikke internt på et stamhold. Fint nok, at konkurrere med andre stanhold, så man får den der "dem og os" og finder styrken i en fælles mur. Den mur skal bare ikke bygges op inden for det der skal være et fællesskab - og iøvrigt overhovedet som sletter nix konkurrence på samvær og fællesskab. "Dem og os"....nej tak. Dertil, så går jeg ikke ind for gruppepres, hvor jeg som den potentielt dovne madamme kan sidde tilbage og mærke presset fra mine "gruppe-venner", der gerne vil vinde. Frivilligheden ryger ligesom fløjten på dén konto. Og jeg ved godt, min gruppe også er ret ligeglad, men havde det været en anden hold-dynamik, så havde det sgu været ekskluderende. Og absolut ikke noget jeg ville tildele det nye mode-ord "inklusion". "Dem og os" er ikke inkluderende på holdet. Sgu. 

6)

7) Og så fyr ham der det alvidende fjols af en psykolog, der sad som en eller anden konge og hvæsede olmt over vores anker der bestemt var berettigede. Han pointerede iøvrigt ganske arrogant, at  "man i den virkelige verden kom til at arbejde med folk vi ikke kunne lide i teams vi ikke selv havde valgt"...hvortil jeg ikke kunne holde min kæft: "for det er der jo ingen af os der nogensinde har prøvet før"... med en slet skjult hentydning til at de fleste på holdet rent faktisk har "været ude på den anden side" alene i kraft af deres alder. Det hører INGEN steder hjemme, at tale sådan til andre voksne. Lige dér tabte manden alt, og det kunne mærkes....*slam* på dig, din idiot...

 Jeg er vred. Og jeg ved, min vrede sikkert også kommer et andet sted fra, men jeg vil simpelthen ikke være med længere. Jeg vil ikke have mit vidunderlige stamhold splittet op i tre grupper, der skal finde på noget, som vi lige så godt kunne gøre sammen. Jeg magter ikke flere grupper jeg skal tage stilling til. Jeg gider ikke være i en ny gruppe, på et hold, der iøvrigt er delt internt op i linefag, hvortil der også er studiegrupper...og dertil på SELVE holdet også er delt op i studiegrupper. Jeg gider det ikke. 

 Hvis man dog bare kunne kuppe STI...sådan helt seriøst. Vælge ikke, at arbejde i de her grupper, men planlægge samvær og motion på tværs. Sammen. "Vi spiller banko i middagspausen mandag"..."Hvem er med på morgensvømning?"..."Hvem vil gå en tur?"..."Den sunde madpakke - workshop"....sammen. Jeg gider godt mit stamhold. Hele holdet. De er dejlige allesammen. Og jeg gider måske endda også "gå til banko og morgensvømning"...på holdet. 

 

Min egen ADHD-profil.

Det er svært for mig at give udtryk for de vanskeligheder, jeg har

Jeg er meget impulsiv
Jeg er påvirkelig overfor stress
Jeg har svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen
Jeg har svært ved at huske

Jeg har svært ved at komme op om morgenen
Jeg har svært ved at komme i seng om aftenen
Jeg har svært ved at følge en døgnrytme
Jeg har svært ved at vurdere, hvor lang tid en opgave tager

Jeg kan ikke motivere mig selv
Jeg har svært ved at bevare overblikket

Jeg har svært ved at få betalt regninger og styre min økonomi
Jeg har svært ved at få organiseret tøjvask
Jeg har svært ved at planlægge og gennemføre indkøb
Jeg har svært ved at overskue køkkenarbejde
Jeg har svært ved at få gjort rent
Jeg har svært ved at skifte fra en aktivitet til en anden
Jeg har svært ved at gøre en opgave færdig

Jeg skal helst have en information ad gangen, og den skal rettes direkte til mig
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor andre reagerer, som de gør
Jeg har svært ved at lade andre tale færdig
Jeg har svært ved at få og beholde venner
Jeg misforstår ofte, hvad der sker omkring mig
Jeg har svært ved at være sammen med mange mennesker
Jeg har svært ved at vente

Jeg er overfølsom overfor lys og lyd
Jeg har svært ved at læse
Jeg har svært ved at regne

Den fjerne krig

 Jeg sidder på min seng. Dynen pakket godt op i hovedenden, så jeg kan læne mig op ad den. Klassisk musik på DR2, der lyder mærkeligt. Og en bog.

 Det er ikke bare hvilken som helst bog. Men en bog om et land og dets uendeligt turbulente historie. Et land langt væk herfra, faktisk flere tusinde kilometer borte i en verden der ikke minder om noget jeg kender. Et land jeg kun svagt erindrer, at have hørt noget om som barn, dengang den kolde krig hærgede og der var noget der hed Sovjetunionen, "back in the USSR"...dengang var der også krig.

 I år er det 10 år siden mit lille eventyrland valgte at gå i krig i Afghanistan.

 Indrømmet, med dårlig samvittighed og det hele, så har det ikke sagt mig en skid. Eller jo, det har irriteret mig, at min nation er krigsførende, men jeg har ikke evnet at sætte mig ind i det. Det har gjort for ondt. Sådan helt basalt set. Jeg var græsenke sidst i 90´erne, og blev alenemor, da min søns far kom hjem som et andet menneske end det der var taget afsted. Tanken om alle de vidunderlige mennesker der på den ene eller anden måde har været berørt af krigen har jeg skubbet foran mig.

 Men man kan ikke ignorere det man bruger tid på at ignorere. Det er som at tvinge sig selv til, at tænke: "jeg må ikke tænke på en sort kat"...hvorefter man forestiller sig den sorte kat. Sådan har det været med Afghanistan for mig. Sådan har det været med krig. Og nu hvor jeg er flyttet tilbage til Jylland, og går i skole i Esbjerg, hvor "det der med krig og soldater" er hverdag for mange, er det umuligt for mig at ignorere.

 Så da mit WildCard kom, og lovede billigere rejser som studerende, traf jeg mit valg. Jeg ville på Tøjhusmuseet og se "Den Fjerne Krig".

 Det var en stærk oplevelse. Kort fortalt. Flere gange sad en klump i min hals og forstyrrede mig i mine "ach sooo", når jeg nikkende for at bekræfte overfor min krigskloge veninde, at jeg lyttede efter.

 Man kommer ind i et værelse. Ikea, når det er bedst. Militært udstyr liggende på en seng. Tasken skal pakkes. Det er Jens´ taske. Eller Birgits. Eller Dennis´. Det er ikke vigtigt. For det ligger der. Det der skal med. Jeg mindedes fortiden med camouflagetøj, og selvom det her var ørken-farvet...gav det alligevel et stød i følelserne. "Lige om lidt skal h*n afsted, og vi ses ikke i seks måneder...og jeg ved ikke om h*n kommer hjem. Eller hvordan h*n kommer hjem".

 Solen skinner uden for vinduet i det lille værelse. Men synet blokeres delvist af en skærm med et dokument man kunne scrolle i. Jeg får kvalme. Kan godt huske dengang vi skulle tage stilling. "Min sidste vilje" stod der. Jeg var knap 20 dengang jeg første gang diskuterede min Elskedes død. I alvor. Jeg smilede blegt og tog et billede af min søn, der var kravlet i fragmentvesten..."den er sørme tung, hva´?"  Tanken om alle de familier der hvert år skal igennem det samme dokument ramte som en spand iskold vand.

 På bordet lå et brev. Lyserødt papir. Kærlighedserklæringer på stribe. Jeg skrev selv mange breve dengang. I hånden. Fordi det var håndgribeligt. Fordi han kunne tage dem med i seng. Jeg var hans livline dengang. Anede intet om hvad der foregik, men plaprede løs om sommeren der gik på hæld, efteråret der kom, vinteren...julelys. Savn. Sorg. Den virkelighed vi så i tv, dengang forstod jeg intet af. Og medierne forstærkede det i deres sensationslyst. Jeg tvivler på det er blevet lettere, at være den der bliver hjemme.

 Jeg mærkede underlaget ændre sig. Trådte ud af flyveren, ud på plast, ud på sand og skærver. "Så dette er Afghanistan" mumlede jeg og lyttede til veninden der fortalte, at de "sække med sand" vi var omgivet af, kunne modstå endog ret hårde angreb. Lugten var ram. Der lugtede lidt af gnu, og ret meget af mænd. Og døgnet skiftede...der var mærkværdigt stille, selvom vi ikke var de eneste. "Dette er Afghanistan"...

  Der skal sgu en del humor til for, at klare så mange måneder under konstant pres. Og det var der. Lokummet, bestående af lidt mere end tre brædder og en dør, fik mig til at smile. Lokumspoesi når det er bedst..... "Jeg savner min kone"...."Det gør jeg også"...."også mig"..."Fuck Jer!"....

  En forsamling gik lidt efter os. En soldat viste sin verden til sin familie. Han tegnede og forklarede med fagter og ord. Det var tydeligt, at mærke det var noget der gjorde indtryk. Jeg lyttede med, med det ene øre...hørte ham fortælle sin historie, mens vi gik gennem lejren. Så ham kravle op i tårnet fra Armadillo, pege ud i landskabet, som var illustreret ved et stort lærred og en film af udsigten. Røg steg fra et sted i det fjerne. Buske skulle helst stå hvor de plejede, ellers var der et problem...som kunne koste liv.

 Der var en bæk...en å...en flod...og vi krydsede den...læste lidt plancher, så film...snakkede...gik videre. Og så stod den der. En Hummer sprængt i stykker. Vejsidebombe. Billeder fra den aktuelle dag, hvor de der sad i bilen blev såret...i menneskestørrelse. De stod lige der. Og duften hang der stadig. En plet blod var endnu ikke fjernet...og stemmerne rykkede nærmere.

 "Hvor sad du?" hørte jeg en forsigtig kvindestemme spørge. Og han pegede. "Der"...og skyndte sig derefter at tale om armerede vinduer og trykaflastning og alt muligt teknisk. Det var "hans" bil..han havde siddet i den, da det skete. Var blevet såret, og havde fået fjernet metal og andet "sjov" fra venstre ben. Jeg turde ikke kigge på moderen...søsteren...eller hvad hun var. Dette var hans virkelighed. Dette er manges virkelighed. Pludselig forstod hun. Den fjerne krig var pludselig ikke så langt væk alligevel.

 Vi trådte ind i en hytte. Klinet op af ler og lort. En hund gøede. Der lå en vejsidebombe på et bord. Filmen starter. Dette var Afghanistan fra den anden side. Børn der sidder bange i et hjørne, kræbet ind til hinanden, mens deres far prøver at berolige dem og lade som alting er normalt... "Det er helt ok, der sker ikke noget"...20 sekunder senere, gennemrystes huset af en eksplosion. Nu er faderen også tydeligt bange. Han filmer sig selv nu. Han prøver at være modig. Prøver.

 Og scenen skifter. De står i marken. En lille fyr, der kigger behørigt ned i jorden og bliver udspurgt af en voksen. Det er svært at være barn. At elske kuglepenne og de gaver man får af danskerne...men vide, at hvis man tager imod og nogen ser det, så er man på røven. At være barn...og leve med krig mellem virkeligheder der næppe lader sig forene.

 Vi forlader huset og tager på markedet. Små skærme undervejs fortæller om årsager. Om ulykker. Om fremgang. Og man kan se det. Der er faktisk åbne markeder nu. Frisk frugt. Og i mit øre hører jeg der fortælles om brystholdere der flagrer lystigt dernede nu. Taleban går ikke ind for flagrende BH´er. Eller skolegang for børnene. Ihverfald ikke pigerne.

 Der er så megen information at bearbejde. Og derfor sidder jeg med min bog. Genopfrisker. Ny-erhverver. Fascineres.

 Jeg kan stadig lugte udstillingen. Eller bilder mig ind, at jeg kan. Lyden af skærverne under mine fødder hænger også ved. Og jeg bliver klogere. Ikke nødvendigvis tilhænger af krigen, men klogere på den.

 Og jeg tager det med mig. Jeg ved, at jeg skal undervise i det her, når engang jeg bliver voksen. At jeg kan tage indtrykkene med mig. Fortælle og formidle levende om forholdene. Om livet. Om krigen. Som lærer.

 Jeg ville ønske, at jeg havde haft samme mulighed dengang. At kravle ind i et mini-univers der lignede det min søns far var en del af. Så jeg måske kunne forstå ham lidt bedre. Så han kunne fortælle. Så jeg kunne spørge. Så jeg ikke havde stået blank tilbage med en følelse af, at det var en fjern krig, der var mig uvedkommende.

 Den mulighed havde vi ikke.

 "Det er så Afghanistan"..

 Den fjerne krig...er ikke længere så fjern...den går faktisk rundt iblandt os...

El Camino...

 Det er ved at blive arrangeret, og jeg glæder mig allerede. Det har været en drøm de sidste mange år, at gå Caminoen, da jeg har hørt det skal være en "wow"-oplevelse for sjælen. For et par dage siden skrev Fætteren så på sin facebook, at han ville afsted og om nogen ville med? Og det ville nogen gerne. *mig mig mig*

 Jeg er helt høj på beslutningen, og er idag (igen) påbegyndt det dersens vægttabs-projekt, der gik i stå da jeg ramte "single"-markøren for snart et par måneder siden. Det hjælper mig ikke, at være tung, når jeg skal vandre godt 30km om dagen.

Chili og skum-slik.

 Det var en helt fantastisk koncert! Nuj jeg er endnu høj og ramt og glad og weee! Fællessang krydret med rock og småstive lækre mænd over det hele, som går helt i koks over langt rødt headbangende hår i en sådan grad, at de spørger om de må tage billeder. Jamen...det var fantastisk! Mit ego blev stivet vældigt af... og ja - jeg nød selve koncerten, men det var da det allersom-mest-fantastiske opvarmningsband. Negermusik, siger jeg! Ass-shakin´ -fremmende på den absolut vulgære måde! Åh hurra, altså! Jeg har endnu ikke taget mig sammen til, at finde ud af hvad de hed, men pyt! Det kommer...synes jeg hørte dem i radioen i morges, da jeg stod i et køkken i Ringsted og pludrede mens æg kogte?

 For jeg endte altså spontant i Ringsted. Og gik helt i nusse-koma over hvide og sorte katte og en sofa der er så dyb man kan bo i den...og nød godt selskab, tog til kbh og spiste thai-mad...og på Strøget for, at tjekke billige DVD´er og gå i latter-krampe over pornofilms-titler. Jeg mener..."anal fudge"..det må man altså gerne grine af! Derefter en tur i Grand hvor vi kastede en mønt mellem "Drive" og  "Midnight in Paris" , som faktisk viste sig, at være en helt ok Woody Allen - film. Helt vildt romantisk og varm.  Og ih, hvor blev jeg høj og kåd af at se 1920´er stemning, tøj, musik og energi! Det var så fint...og jeg savnede en masse dejlige mennesker og galskab fra Salon Libertine, selvom jeg var i fantastisk selskab.

 Jeg har leet meget. Grint højt og grimt. Fnist. Og nydt natlige vandreture. Vadet blankt ud i vandpytter og siddet på en badebro og set tågen komme rullende som fordampet sølv i måneskin. Det var magisk. Rent Narnia med rimfrost i græs og lyd af fjerne tog.

 Livet er er ret godt sted, at være lige nu. Min verden former sig godt og rart, jeg bestod mit studieprodukt i dansk og imorgen starter en ny, men børnefri uge, hvor der skal knokles på med psykologi. Jeg er tilfreds. Mæt. Glad.  Jeg har spist ret meget skum-slik...men craver stadig.

Rød Chili!

Woop woop!

Det er altså en lille smule dejligt, at blive tænkt på. Også selvom det ikke nødvendigvis er romantisk. Jeg har lige fået en sms - en dejlig Gilgen har ikke kunne få nogen til at tage med til koncert, og så blev der lige tænkt på mig. Så på fredag drager jeg sgu til Herning for at se Red Hot Chili Peppers!

 Det er edderlænge siden jeg har hørt deres musik, sådan rigtigt. 15 år eller noget. Så jeg glæder mig. Virkelig meget.

Og jeg har alligevel ikke noget rødt tøj, så jeg kan komme med til festen på Campus...

:oD

"Er du med på beatet?"

 Det er sjovt, som jeg kan se mig selv gentage jagten på de ting jeg søgte for år tilbage. Jeg genkender mønstrene af engagement, interesse og ildhu. Det gør mig godt, selvom jeg trættes i processen. Men jeg må jo bare sande, at jeg ikke kan lade være. Jeg blander mig sgu. Har en mening. Og jeg har som oftest også noget, at have den i. Så da Brombær spurgte om ikke "det er noget for mig" og viste mig en mail...tjekkede jeg som det første min kalender, og tilmeldte mig. 

 Nu skal jeg sørme på kursus i København. Jeg har fået een af de 6 pladser der er tildelt de lærerstuderende på UC-syd. Et seminar under overskriften "Fremtidens lærer - er du med på beatet?". Og jeg glæder mig enormt meget til, at lære mere. Der er forskellige temaer, så nu bliver det næste, at finde ud af hvad jeg skal vælge. Hvilket må siges, at være en opgave, når nu man vil det hele...*suk*...

 Nogle af de ting jeg med sikkerhed ønsker, at deltage i er: 

Praksiskobling i forhold til nye medier

Paneldebat: "ruster læreruddannelsen de studerende til at bruge fremtidens medier" m. Marianne Jelved (udd.ordfører, Radikale), Charlotte Rønhof (forskningspolitisk chef, Dansk Industri),  Erik Knudsen (formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium) og Tobias Holst (formand, Lærerstuderendes Landskreds). 

Fremtidens lærer - og stolt af sin profession (v. Jacob Fuglsang, Uddannelsesredaktør, Politiken)

Film-mediet i undervisningen (v. Torben Larsen, producer, station next)

Paneldebat: Hvordan ser brugen af medier ud i fremtidens undervisning?  m. Christian S. Jensen (freelance journalist og folkeskolelærer), Katrine Andersen (folkeskolelærer), Pia Quist (lektor, Nordisk Forskningsinstitut)

De unges sprog (v. Pia Quist (lektor, Nordisk Forskningsinstitut)

...og så selvfølgelig de sociale arrangementer der er gjort plads til her og der...

 Jeg er helt tændt på tanken om, at skulle afsted, selvom jeg ikke kan lade være med at fnise lidt over det ironiske i "overskriften"...når man bruger udtryk som "er du med på beatet" er man for gammel til, at tale nutid og ikke mindst fremtid. Det er et udtryk, som mine forældre bruger, når de skal være "unge". Idag siger man jo bare "er du med, eller hvad?".... "beat" er sådan et 70´er ord, charmerende og sødt, men også eet der...man forventer ikke ligefrem teknisk snilde, af de der bruger det, vel? :o) Måske vil jeg huske på det, når der lægges op til "De unges sprog", for jeg kan godt været virkelig interesseret i hvilke overvejelser de selv har gjort sig, rent sprogligt. 

 Men sådan er det vel, at være sprognørd?

 Sagde hende, der idag, undskyldende gik ind i "Intersport" og sagde: "undskyld, men I har et skilt udenfor, der er stavet forkert, jeg kan simpelthen ikke ha´ det, og jeg går så meget i koma, at det der skide bordtennisbat jeg skal have fat i til min søn, er svært at købe her, når I skriver hansker uden D..."....

*mumler*

De ændrede skiltet...og jeg fik et bordtennisbat. 

Pubcrawl

 Jeg er ikke pubcrawl-typen. Lad det være sagt med det samme. Jeg har nogle helt fantastiske studiekammerater og vi sørgede godt for hinanden og grinte ret meget, men mentaliteten bag pubcrawl ligger så langt fra den jeg er, at "det er prøvet". Det eneste rigtigt fede ved det er, at man føler sig som en del af "noget større" når 650 studerende går rundt i byen i hold, og møder hinanden og folk "udenfor" kigger undrende på een og spørger hvad der foregår. 

 Meningen med en sådan pub-crawl er vel på en eller anden måde byens velkomst til de studerende, der hvor de skal gøre et godt indtryk for senere, at få folk til at kigge forbi igen næste gang de er i byen. Jeg var med 8 ud af 11 steder, og nåede ikke de sidste tre pg.a. "det sidste tog". I forhod til ovenstående formål med en pubcrawl, må jeg bare sige, at det er de færreste steder der scorer top-points. 

 Det ER bare ufedt at dukke op et sted og få en vodka og juice der har stået med is i siden kl. 12 og er vandet og smagløs. Eller en "brandbil" uden brus, og igen bestående af halvt vand pg.a. smeltede isterninger. "Underground" (under Hotel Brittania) er ellers et stort sted, men de tabte os på vandede lortedrinks. "Huset" fik skodkarakterer pg.a. mere end almindeligt varme øl og et tillæg på 20kr hvis man ønskede sprut istedet. Fede rammer, men hvis ikke man vil give det det koster for, at gøre et godt indtryk - så burde man ikke have sagt ja. Og hvad sker der lige for "Stalden". Man kunne få et shot eller - igen - en halvlunken bajer. Industrien havde så ikke pladsen, så de fleste af os endte med, at stå udenfor. Dog havde de et charmerende træk i en dørmand der spurgte de fleste om ID. Det kan man godt lide når man er kvinde og over 25. Points på det!

 Til gengæld var der service og kærlighed på Lux, Dronning Louise, Frederik d. 9, Havanna og A-bar. Og virkelig gode drinks med "frit valg" inden for rimelighedens grænser. Tequila sunrise, Isbjørn, rom og cola, champagnebrus (ækelt klistret og sød substans, men dog kold og et frivilligt eksperiment)....og så iøvrigt virkelig søde mennesker bag baren. De skulle så heller ikke tage imod så meget kritik og irritation som de andre steder. 

 Og jeg så Amerikaneren. Og der er en grund til jeg skriver "så" og ikke "mødte". Jeg fik nok? Tre sms´er om hvad hold jeg er på, en opringning om hvornår det hele startede og ...arhmen så kravl da af mig?! Og så lignede han altså lidt en trold. En fuld trold. Og jeg gider det ikke. Og min åbenlyse manglende lyst til, at interagere med små fulde trolde, må jo tages til efterretning. Så jeg gemte mig bag Patten, da jeg så ham. Og fik en virkelig god samtale, med Patten på en bænk omkring det med, at sige fra, istedet for at trumfe følelserne med fornuft. Følelserne er de vejvisere der viser den rigtige vej inden fornuften slår igennem. Så der er her efterfølgende taget et opgør og døren er blevet lukket til Amerikaneren. 

 Men nu skal der knokles. Studieprodukterne er begyndt at tage form, men der mangler endnu den sidste fase. Det afsluttende. Første aflevering fredag. Det er ret interessant, når man ikke aner hvad formen skal være. Når opgaven er svævende. Flydende. Uhåndgribelig. Men man kan vel ikke gøre andet end at gøre sit bedste ud fra de ideer der er blevet plantet i een de sidste måneder. 

 Og heldigvis (og overraskende mængden af alkohol taget i betragtning) var eneste bivirkning efter pubcrawlen en ubændig trang til makrelsalat på blødt hvidt brød, så der kan knokles.

 

Sensommer-slutspurt.

 Varmen er ulidelig. Sidder nærmest nøgen for åbne vinduer og kan ikke rumme at være nogen steder. Jeg vil ikke gå i byen, selvom amerikaneren lokker. Det er ikke fordi jeg egentlig har lyst, men jeg kan godt mærke, at en dag som idag ville have haft bedst af, at jeg rasede ud på sprut blandt fremmede kroppe. Svedigt dansende natten i smadder i mit eget univers.

 Men det er ikke sundt for andre, hvis jeg går derud hvor de kan krydse min grænse. Jeg slår ihjel. Med øjne. Med ord. Det er ikke sundt...galskaben et ikke være til at styre, hvis først den får luft.

 Og jeg skal op imorgen. Skræmmende, at det i grunden er min eneste bekymring, at jeg skal op imorgen. Men det skal jeg. Kl. 6 så jeg kan være i Esbjerg til tiden, og passe mit studieprodukt. Få lavet noget. Komme videre med det praktiske, så jeg med god samvittighed kan tage på pubcrawl med alle de andre nye studerende i Esbjerg, herunder mit fantastiske stamhold. Jeg må jo indrømme jeg har savnet dem den sidste uges tid, hvor vi har været spredt for alle vinde. Så det bliver altså en lille smule dejligt imorgen lige, at bede om et kram og få det. Og prøve vildskaben af i trygge rammer. "Bare være Mysse" i en vanvittig sensommerslutspurt...

Muren

 Indimellem er det ikke nok, at sige undskyld. Indimellem er det ikke nok, at forklare...og det er helt som det skal være, selvom det er svært, at acceptere muren af stilhed og enkeltstavelsesord der vokser og bliver uigennemtrængelig. Sådan er det vel, når uforenelige verdener mødes? 

 Fraværet af krig er et bevidst valg. Ildstormen bryder aldrig ud. Istedet for lægges en tung dyne af ingenting i fællesskab over alt det usagte. Det er ok. 

Min hylde!

 Jeg er helt vildt oppe og køre på den fede måde lige nu. Igår har jeg nemlig fået en fantastisk forsmag på resten af mit liv: jeg har været sammen med nogle fantastiske unger. Min eTwinning-gruppe og jeg skulle ud på skolen og præsentere vores foreløbige projekt for læreren og ikke mindst for ungerne, der gik heeelt i koma over, at de om nogle måneder skal skrive og udveksle produkter med en klasse fra et andet land. Det var ret vildt, at der skal tages billeder af dem hvortil de skal skrive lidt om sig selv og instruere "en typisk dansk leg" vh.a. video... og ikke mindst, at de skal bruge Skype til at interviewe eleverne i den udenlandske klasse. "Årh manner!"

 Da energierne over projektet ligesom havde lagt sig, fik vi muligheden for at deltage i en kristendomstime, og det var...åååååårh manner! Det fedeste shit ever! Det var virkelig fedt, at sidde der med de her rødder, og allerede nu integrere lidt af det, jeg har lært de seneste par uger. For det var pludselig tydeligt, at de læste ret godt - men også at de ikke fattede ret meget af det der stod i bogen. Deres "leksikale niveau" fik så lige et nøk op, da jeg valgte, at gennemgå de ord de ikke kendte umiddelbart...og det var stort! For vi fik sat ord og forklaringer på 7 ord og begreber inden for emnet, og det var så cool, at se og mærke når ting faldt på plads. 

 Jeg ELSKER, at undervise. Jeg er virkelig i mit ES, når jeg kan mærke det jeg gør virker for ungerne. Og den tillid de udviser ved, at lukke een ind i deres univers så umiddelbart er vildt rørende. Og skal gengældes ved, at man lever op til dét at være "en troværdig voksen"...det er virkelig en voldsom opgave, at leve op til, tror jeg. 

 I uge 48 står den på observationspraktik, dvs. mit praktik-hold og jeg skal sidde og suge til os hvad der sker i den klasse vi bliver tilknyttet, da det er den vi skal følge også senere i forløbet, når det er "hands on". Jeg glæder mig helt abnormt til, at komme ud igen. Mærke suset ved, at lære fra mig. Bruge de ting jeg har lært i praksis. Mærke relationen til de her hvalpe blive ægte og fin. Få lov til, at påvirke og tage til mig i gensidighed. Og vise de der er møghvalpe, at de også har kvaliteter. Jeg er jo über-heldig ift. mit ønske om at lege med bøvlebørn - den skole jeg er tilknyttet de næste to år er "belastet" som det så pænt formuleres. Jeg kan næsten ikke få armene ned! 

 Desuden har jeg taget kontakt til en mand, der for nogle år siden arbejdede med min søn og jeg, og bedt ham om at skabe kontakt til London, hvor jeg gerne vil over og være 3 uger på en specialskole med en særlig pædagogik. "Marlborough-metoden" - google it! 

Jeg tror stadig på jeg sidder på den rigtige hylde. Det er ret fantastisk!

Superkvinde under pres...

Ok...indrømmet. Jeg var ikke meget værd, da jeg sad i auditorie 3 på UC-syd og gik i stress over mine studiegrupper. Indrømmet, så sad jeg faktisk og småtudede midt i det hele, og snottede diskret i et lommetørklæde, i halvmørke og uden nogen opdagede det. Jeg kunne slet ikke overskue det idag. Gruppe-arbejde mig her - og gruppearbejde mig der og op i røven med det hele - og det her er fandeme også åndssvagt og hvorfor virker det effing login ikke?!

 Det er gruppe-arbejde-tid. På den helt absurde måde. Fire studiegrupper er jeg tilknyttet lige nu. Sådan. For real. Uden pis. Der er studiegruppe 1+ 2 i hhv. dansk og psykologi hvortil der skal skrives studieprodukt, som skal godkendes for, at kunne få lov at læse videre. Der er deadline om to uger. Dertil er der studiegruppe 3, hvor vi skal planlægge 12-14 lektioner med tværfagligt forløb med fremlægning fredag. Og så er der studiegruppe 4, på tværs af årgange og fag, hvor vi skal planlægge et e-Twinning-forløb, på tværs af landegrænser, og iøvrigt også i samarbejde med en skoleklasse vi ikke kender - med en lærer vi intet aner om, som vi skal mødes med imorgen. Godt nok skal det først løbe af stablen i uge 9, men projektet skal altså up-loades senest fredag, så de andre lande kan nå, at byde ind. Hurra. Og ja - det er helt nyt, på den der "uh I er seje, da I er de første studerende der er på det her og derfor er nyheden nået til Bruxelles og giver stående applaus"-måde. Pres? nej da?! *pft*...

 Så ja - jeg gik sgu i panik midt i det hele - også fordi jeg ikke kunne skelne lortet fra hinanden. Hvem var jeg i gruppe med hvornår og til hvad?  Og fordi jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal koble det sammen med 3 timers transport hver dag, når ikke jeg kan køre med Patten og hans kone.... og dét at være alene-mor med et barn hvis lektielæsning og sociale træning kræver helt abnormt meget fokus indimellem.

 Men selvfølgelig er universet leveringsdygtigt. Og jeg gik da også ud af panik - da først jeg havde tudet færdig. Og jaaah, jeg har været røv-sej efterfølgende.... Konkret og skarp og "sådan gør vi" -agtig. Og fik også placeret studiegruppe 1+ 2 +3 +4 både idag efter undervisning, samtlige pauser indtil fredag + torsdag eftermiddag og lørdag morgen. Tjek. Og kom hjem kl 16, hvor SuperFar lige fik sat lamper op i stuen mens jeg lige fik knægten igang med lektierne, fik skrabet køkkenet ORDENTLIGT, smidt min sofa ud og lavet varm aftensmad, samt skrevet og sendt første udkast til studiegruppe 4. Inden kl. 18:30... tjek.

 Og ja - jeg ved godt det her ikke giver en skid mening for udenforstående, da det er eet syndigt rod af grupper og emner og tanker, men prøv så, at være afhængig af at forstå det? Og så er jeg desværre bygget sådan, at jeg er røvkritisk over for mig selv. Jeg er min egen værste fjende, for jeg vil være bedst og kan ikke slappe af i "bare at have opfyldt kriterierne"...og slet ikke hvis der går for meget ævl og kævl og "hvad synes du" i den. FREMAD tak! Lad os få det overstået...

Nåja! Og så kunne jeg ikke lade være med at grine en lille smule i aftes da jeg så Deadline, hvor Frøken Antorini stod og mumlede lidt omkring Ny Nordisk Skole...for det er jo allerede det der arbejdes med på div. Læreruddannelser? Det er derfor vi har praktisk-musisk-kurser, tænker jeg? Derfor vi undervises i konflikthåndtering, inklusion og så´n? Måske er jeg træt - måske fattede jeg ikke en disse, men jeg SYNES allerede vi, ihvertfald os der læser til lærere lige nu, faktisk er IGANG med at lære hvordan vi kan skabe den her Nye Nordiske Skole...



 

Stue/soveværelse...

Nu med spisestue - billedet er inkl. efterladenskaber

fra "suppe-aften" med mine forældre. Imorgen kommer der lamper op. 

Jeg kunne ikke smide det fine broderi ud, og planen var oprindeligt

at det netop skulle hænge over hovedgærdet. Det gør det så, og jeg 

sender en tanke nordpå hver aften.

Nye knopper på skabet - og en lampe. Og "kaninen".

Det eneste billede der har været med og overlevet samtlige

24 flytninger siden jeg var 16.

Og taskerne har da også fået en plads. 

Tv-stue arrangeret...således KAN man også "komme til"

at se tv i sengen, hvis nu man er i det humør.

Et lille læsehjørne. Som i dagens anledning er bamsehjørne.

Min fabelagtige globus. Helt fantastisk og gammel med USSR 

og alle de gamle "fejl". 

Mine bogreoler, og den fancy røde vandkande, der ihvertfald

er omkring 30 år gammel.

Spil.

Sure møgkællinge-mig!

 Der er nu visse fordele at hente i, at have været oppe og slås med de store rent politisk, for et år siden. Det gør, at man bliver en smule frygtløs over for en leder i kommunalt regi - og sådan een har jeg bidt skeer med idag.

 Tilbage i juni havde vi første netværksmøde omkring min søn, og dengang sagde socialrådgiveren han har tilknyttet, at hun desværre først kunne mødes d. 28.september, selvom det bedste naturligvis havde været en opsamling i august. Så vi kunne se hvem der havde opfyldt hvad og hvad der virkede og derudover hvilke evt. nye tiltag der skulle foretages. Så jep - 28.september - klart nok! Men det aflyste damen. Heldigvis ikke uden, at sætte en ny aftale d. 21 september...som hun så aflyste i torsdags...for at fortælle "det så må blive mandag kl 10 - og mødet bliver afholdt, om mor kan eller ej"... hvilket hun så aflyste på dagen. Den dag hvor jeg havde pjækket for, at kunne være med på trods af liniefagsuge, på trods af, at jeg så var nødt til, at skodde min studiegruppe.

 Så jeg blev sur. Rigtig sur. På den der "nej-jeg-gider-ikke-dit-biiip-mere-måde"...og jeg ringede til hendes leder og "forklarede i ret utvetydige vendinger, hvordan situationen var, og bad iøvrigt om en ny socialrådgiver til mit barn, fordi jeg ikke længere kunne se mig selv have et positivt samarbejde med een, der ikke overholdt aftaler og dernæst ville diktere hvornår jeg kunne tage fri eller ej under trussel af, at ville afholde netværksmøde uden mig. Man skal ikke...gentager...ikke... isolere mig i beslutningsprocesserne omkring mit barn. Aldrig. Så længe det her er en frivillig proces og jeg selv har bedt om hjælpen, og det IKKE er fordi jeg er en lortemor de er i tvivl om kan magte opgaven, så er min plads for enden af bordet, som den der beslutter..... og IKKE uden for døren. Og derudover skulle den socialrådgiver der skal træde istedet kunne mandage EFTER kl 13... og det kan iøøøvrigt ikke diskuteres...tak..."...

*snap*...

 Så imorgen ringer hun til mig når de har haft gruppemøde og fortæller mig hvem der bliver knægtens nye socialrådgiver...og selvfølgelig er hun med på min bølge - hun fik så heller ikke andet valg. Jeg VED godt jeg var en møgkælling. Jeg ved godt, at jeg ikke lagde op til ret meget dialog. Men det er åbenbart det eneste der virker? Og så må jeg indrømme, at jeg var dårlig til at skjule smilet overfor de andre (lærere + AKT + psykolog) der også var blevet brændt af, da de nærmest i ærefrygt mumlede noget om, at de ikke troede jeg kunne være SÅ skrap og anti-autoritær.

 Jeg ER et meget blidt menneske til hverdag - indimellem ovenikøbet for blid og naiv og medgørlig...men når grænserne krydses...så finder jeg den stooore sprittusch frem og markerer dem med dobbelt optrukne streger. Koste hvad det vil. Og når det handler om mit barn...er der kun een vej - og det er succes. Og sure møgkællinge mig, skal nok definere hvad succes er...og universet er iøvrigt leveringsdygtigt. nå!

Voksenliv med vaskesøjle og sommerfugle...

 Er nået en del af vejen herhjemme efterhånden. Har fået samlet lidt møbler og så´n...i det ene rum er der ovenikøbet kommet en lampe op, og jeg er svært imponeret over hvor meget man kan nå, når man ikke overspringshandler foran tv eller computer.

 Mine forældre har også fundet en tørretumbler til mig for "ingen penge", hvilket er 200kr. Og nok bruger den en masse strøm, men nuj, hvor er det rart at komme i bund i vasketøjet på et døgn?! Vild fornemmelse! Men også enormt voksen, når man krabber søvndrukken ud på badeværelset, trækker "underne" ned og kigger forvirret over på...vaskesøjlen. *uh*.. "vaskesøjle"...det er sådan noget gifte gamle mennesker har, hvor vi andre unge, single og helt enormt vilde sjæle vimser på fællesvaskeriet og forbander, at ham den klamme i nabo-opgangen nakker ens trusser, fra IKEA-posen inden man når at vaske maskine nr. 2 - ikk´?

 Nuvel, jeg nærmer mig jo hastigt de 34, og det der single-noget er vist mest udenpå, da det der er indeni stadig nager på så mange måder, at jeg ikke har sovet ordentligt i flere uger, medmindre jeg har været småfuld inden jeg har lagt mig til. Og jeg gider ikke drikke medmindre det har et formål. Det er fandeme så sølle, at drikke alene.

 Men nu på lørdag, hvor der skal pub-crawles med mit stamhold og alle de andre nye studerende i Esbjerg? Der er den i vinkel. Jep. Woop woop...hvis jeg magter det.

 Og Amerikaneren, ham fra den der trappe, har fundet mig, og jeg ved ikke rigtig om jeg magter det. Han ringede den anden dag, hvilket jeg fandt vældigt imponerende, når nu jeg ikke gav ham mit nummer her for...hvad...3 uger siden? Jojo, han havde da spurgt her og der om nogen kendte en småtyk mademoiselle med kæmpe stort rødt garn..og ja - det gjorde nogen. Jeg ved sgu ikke rigtig hvordan jeg skal tage det. Er på den ene side charmet lidt af det, men på den anden side også lidt.."mjaaarh, der var måske nok en lille grund til jeg ikke gav dig mit nummer, ing´?" ... på den...tredje...side...er det jo fedt nok at være et menneske folk kender - og ved hvem er - for det gode, for det bilder jeg mig jo ind, at det er...*host*

 Nuvel.. jeg vil smutte i seng, smide et lille billede....som lovet...af hvad det er blevet til ...og se frem til en "sådan-cirka-fridag" imorgen hvor der skal forældremødes og psykologiseres hos den gale russer...

Dette er fra det der for få dage siden var min tv-stue. Den er nu blevet til spisestue og mit soveværelse har nu fået flere funktioner. SuperFar kommer på tirsdag og hjælper mig med de sidste lamper og hylder og billeder. 

Jeg har en ting med sommerfugle. Da jeg smådatede Brandmanden, var denne ude at rejse og pludselig fik jeg en sms om jeg var til delfiner eller sommerfugle. Jeg kunne ikke svare, og han valgte sommerfuglen fordi den som jeg har været en enormt grim larve, der lige skulle igennem en proces inden jeg foldede vingerne ud. Da vi så mødtes nogle uger efter, havde han købt det fineste lille armbånd med sommerfugle. Desværre er det gået itu, men hans ord varmede mig dengang og giver stadig en varm følelse indeni idag, selvom han er forsvundet og blevet lidt væk i parforhold og en lækker lille nyfødt baby. Gud hvor jeg dog under ham den lykke der har ramt ham. 

Og sommerfuglene tager jeg med mig. 

Hjemmet...teaser.

 Jeg kan ikke sove for tiden - vågner mellem kl 2 og 4 og så ligger jeg ellers og leger "day time...nighttime.."  til jeg skal op. Det er drøn-irriterende, for jeg er endelig begyndt at gå i seng istedet for at crashe på sofaen.

 Udover den manglende søvn går det godt. Jeg savner en masse mennesker (særligt eet), men formår at tackle det "ok". Der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Var hjemme i mine forældres garage og sortere det sidste, og fandt en masse ting, der virkelig satte gang i min "nurh-ness". Tegninger fra da kiddet var endnu mere kid og breve og billeder af mennesker der har haft en stor betydning for vores lillebitte familie. Bl.a. et billede fra de vilde dage i NV,  med kiddet og hans yndlingsvoksne fra Dommerparken (SFO)  Wafande.  . Og et meget kort formuleret brev på lyserødt papir fra et menneske, der har hjulpet mig til, at blive verdens sejeste mor igen.... jeg havde helt glemt det navn han gav mig: "Dragonheart", men nøgleringen har jeg stadig i mit bundt. Den minder mig om alt det jeg kan. Alt det, der nok skal gå. Lykkes.

 Sådan var der en masse ting i garagen. Så jeg gik hjem i min egen lejlighed, for den har jeg slet ikke fortalt om, at jeg har. Og jeg har intet sagt om alle de skæve vinkler og den umiddelbart umulige opgave det er, at få den indrettet. Jeg brød koden igår. Flyttede rundt og rundt og rundt på en masse møbler og ridsede naturligvis gulvet en mullion steder, men nu er det som det skal være. Nu skal jeg så bare have ryddte bunkerne af mærkelighedsting op. Forklar mig evt. hvordan der kan ligge en sutsko, låget fra en madkasse, et garnnøgle og en tom skub-op-is-æske i en bunke med andre pusseløjerlige ting, genereret SELVOM der faktisk var ryddet op til at starte med? For ikke at glemme...tyl? Hvornår fa´n har jeg købt tyl?

 Jeg har lovet "folk", at smide billeder på bloggen af mit hjem. Men det bliver imorgen, for idag skal det sidste ryddes op og smides ud og rykkes rundt og så skal jeg have samlet mit spisebord, og sat lamper op over det hele. Og jeg har skruer til gipsvægge og skal have billeder op også. Eller...bare eet ihvertfald. Min lyserøde kanin  i de blå selebukser SKAL op idag.

 Dagen er allerede dejlig. Og den er ny. Klokken nærmer sig 11 og jeg er gået i shake-da-booty-humør til den vilde reggae. Må udnytte energien hvor den gavner. Man kan sagtens ryste røv når man går ned med affald.

Ses...

                                     "så længe det føles godt, så går det nok endda"...

En dag...

 Der kommer en dag.
Det skal der.
Ikke nu.
Heller ikke lige om lidt.
Men den kommer fordi det skal den.
Det er sådan det bliver.
Der er ingen anden mulighed.
Vi er nødt til at tro på fremtiden.
Det gode.
Lyset.
Latteren.
Den kommer.
Dagen.

Flydende

 Jeg elsker ikke Esbjerg. Den er alt for planlagt med de linieal-optrukne gader. Krummelurerne er fraværende, eventyret manglende. Stringent stram struktur. Som nye byer nu engang ser ud, når de er planlagt der i 1800-tallet med økonomisk vinding for øje. Nemt og tilgængeligt. 

 Jeg kan ikke lide byen, selvom jeg har boet her flere år end nogen anden by. Heller ikke selvom jeg læser her. Men jeg elsker vinden. 

 Og jeg tog ud og kyssede vinden lørdag nat. Hoppede spontant på toget og gik ned til vandet. Bare fordi. Mærkede det ruskede i mig, rev i kinderne. Og torden og lynild gav mig fornemmelsen af ragnarok, jordens undergang. Regn og galskab. Jeg sang. Skreg ikke, som jeg var blevet foreslået, da jeg tidligere på aftenen havde fortalt om min indre vildskab. 

 Og jeg kæmpede med bølgerne. Lagde mit tøj under en sten og gik derud. Saltvands-angsten ramte mig, men jeg lod bølgerne trække den med ud. Trække mig med. Ankler. Knæ. Kulde. Og jeg satte mig ned, lod den næste bølge tage mig med ud i mørket. Flød mens jeg talte til hundrede med lukkede øjne. Mærkede naturen vugge mig. Vælge min vej. Og med lukkede øjne, rettede jeg mig op. Nøgen og med håret som tæppe, mærkede jeg sandbunden mod mine fødder. Fik fodfæste. Åbnede øjnene og kiggede ind mod land. 

 Hælene klikkede mod asfalten. Rungede om kap med min stemme mellem siloer og lagerhaller. Jeg fandt en øl. En amerikaner. En længere filosofisk diskussion på et trappetrin om død og helvede. En sol. Morgenbrød. Et morgentog.

Aase..

Hun gik der, lige imod mig i rød regnjakke og med indkøbsnettet over armen. Grå og med de karakteristiske skæve tænder. Gammel og helt vildt lille. Sjovt, at denne lille kvinde engang var "stor" i min verden, viste mig hele universet og mere til ved, at lære mig at læse og præsentere mig for en masse bøger.

 Jeg har tænkt på hende de sidste par uger, selvom jeg ikke har set hende siden jeg forlod folkeskolen. Tænkt over grunden til jeg læser til lærer. På hende. Og selvfølgelig leverede universet. Lige der. Foran mig.

 Og vi har indirekte talt om hende, og alle de andre gamle folkeskolelærere derude, som har inspireret og gjort både godt og ondt. Inspireret og de-motiveret. Mindeværdige mennesker om ikke andet. Og vi har talt om, hvor lidt vi i grunden ved om den måde vi kommer til, at påvirke generationer fremover gennem vores arbejde. Om hvor lidt feedback der i grunden er, da det er de færreste elever, der kommer tilbage som voksne og siger: "fuck, hvor var du genial"...

 Og jeg traf en beslutning. Sagde et forsigtigt "hej Aase" og afventede hendes reaktion. Og blev mødt med et stort kram fra den lille dame. Og så sagde jeg tak. Tak for, at hun lærte mig, at læse og skrive. Søge hemmelige universer og stikke af, når verden gjorde ondt. Skrive og formidle. Og sidst, men ikke mindst, fik jeg fortalt, at hun er "en af grundene" til jeg om 4 år skal holde en kæmpestor fest og fejre - ikke at jeg er "nogen", men "noget"...

Sundhedstjek og brun sæbe.

 Jeg skal sundheds-screenes imorgen. *slår mig på lårene af grin*. Jep! For ikke nok med, at "mit" hold tog samtlige præmier på introdagen (woop woop til 11.3) , så er vi også blevet tilfældigt udvalgt til et projekt hvor vi skal screenes, semi-coaches og interviewes omkring sundhed og trivsel... Og nej - det er jo ikke ligefrem fordi jeg er pisse-meget i tvivl om at jeg er små-fed (og charmerende), men hvis man kan få lov, at være en lille smule diktatorisk og være med til at påvirke hvilke tilbud der skal være på UC-syd, er jeg selvfølgelig på. Lidt magtlummer er man vel altid?. Jeg håber hemmeligt på at kunne få etableret et body-bowling-hold. Livet, generelt, indeholder for lidt spandex og brun sæbe...

Studiestart.

 Så har jeg været studerende en uge. Det er helt fantastisk. Jeg nyder at lære. Får nerd-gasms hvert andet øjeblik og bruger derudover tiden på at grine. Jeg ved ikke om det er noget særligt for lærer-studerende, men jeg har aldrig oplevet studiemiljøer lige så gakkede andre steder. Hæmningerne er kastet overbords og politisk ukorrekthed er ingen mangelvare. Der synes at være en udbredt enighed om at strips og gaffa bør være en de af basis-udstyret som folkeskole-lærer.

 Jeg skal sy, lige om lidt. Uden mønster - uden noget. Jep. Den står på forklædekjole, der skal matche temaet til introfesten. "Børnefødselsdag". Der er købt fløjse og hello kitty spænder. Og hvis SU´en kommer imorgen *kryds for mig* ...skal der investeres...eller spildes penge...på vodka og rød sodavand. Det går helt galt.

‎"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy. Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that." - Martin Luther King, Jr.

Jønke

 Vi har arvet Jønke fordi hans menneskemor blev hjemløs. Igen. Hun boede hos os, men da jeg fik nok af hende, valgte jeg at sende hende videre, så andre kunne tage sig af hende og jeg valgte så at tage mig af hendes dyr. Der var oprindeligt 6 katte, men heldigvis har jeg fået formidlet de fem til nogle helt fantastiske hjem, hvor de forgudes og sørges godt for.
 Jønke blev boende her, fordi min søn kiggede nemlig vææældigt insisterende på mig, og sagde han aaaaldrig nogensinde kom hjem fra sin far, hvis jeg fik formidlet Jønke videre. De to har nu en drengeklub, og som I kan se, trives Jønke ganske udmærket. Det er dog hårdt, at være flyttet på landet. Så... her er Jønke. Elsk ham lige, hva´?

33

Det var min fødselsdag igår, og jeg er taknemmelig. Det var en dag hvor jeg fik set min nærmeste familie, da jeg ikke havde overskuddet til at invitere hele den pukkelryggede, som jeg plejer. Men vi var 9 til aften, og det var dejligt, at se dem allesammen.

 Gaver fik jeg ikke så mange af, men det har jeg heller aldrig været vant til. Der var dog en vis konkurrencedygtighed imellem de gaver jeg fik.

Min søn havde lavet de her heeeelt fantastiske fødselsdagsøre-clips til mig, som jeg selvfølgelig gik med hele dagen, på trods af klemmesmerte, men sådan er det jo :D

Og så fik jeg 3 smukke "sølvlysestager" fra mine forældre. De fik dem længe før jeg blev til, at min moster, og har alle dage været dem der kom på bordet. De er desværre bare blevet pudset så meget, at sølvet ikke længere er sølv, men er blevet "bronze-agtigt",  men jeg har elsket designet af dem altid, og måske der kommer en dag hvor man kan få dem sølv-belagt igen. De skulle være fra Irland, fra da min moster arbejdede som chef-kok på den danske ambassade... 

 

(stellet er min moars - jeg har ikke så mange ens tallerkener)

 Der er ikke så meget at fortælle udover, at jeg går og tumler med tanker om hvorvidt jeg skal gå igang med at skrive min bog eller ej. Jeg har jo intet persongalleri klar, intet plot, ingen "linie" som man har hørt de kloge folk går rundt med. Kan man ikke bare skrive fra hjertet? Lade fingrende danse over tasterne og frembringe små fortællinger...?

 Min søn skriger af grin. Min gudsøn er her - og jeg tror de spiller et eller andet online. Det er sjovt at høre dem, og jeg bliver lidt sentimental. Da jeg bar ham til dåben, havde jeg lige fundet ud af jeg var gravid, og den eneste der vidste noget var min yndlingsonkel.

 Min far og to af hans brødre er her også. Der lægges nye sten på terrassen. Der er forår i lydene omkring mig, og rabarberne smagte vidunderligt igår...

Kreative bivirkninger....

 Jeg har de sidste 14 dage købt 20 m. stof, og jeg kan slet ikke få nok. Farver og striber og blomster og prikker og stjerner og alt det hele....og det er så fiiiiiiint og var heeelt utroligt billigt fordi Dorthe fra Modestoffer er igang med at sælge ud inden butikken flytter. 5 m for 100kr er altså blændende billigt og når nu man er lidt en papegøje, der elsker farver og spræl, så...kan det ikke være anderledes....selvom jeg er på røven.

 Og så er det spørgsmålet dukker op - kan jeg overhovedet sy? Erhm... nej? Eller jo... jeg syede et bar bermudashorts i 4 kl. problemet er bare, at jeg syede mere i mig selv end i tøjet. En enkelt gang med symaskine gennem neglen. Jeg har stadig det fineste lille ar, som man kan se inde bag ved, når ikke der er pang på neglene. 

 Men strikke - det kan jeg jo... ja....det går da "ok"...jeg er da også ved at være nogenlunde helet efter at have stukket en strikkepind ind i armen på mig selv for en lille uge siden. Og det er endda lang tid siden jeg kom galt af sted på samme måde med en hæklenål...*nikker*...

 Så hvad har jeg at fremvise? Ikke meget... faktisk... men jeg har over 20m stof, tre affaldssække med garn, og 7000 mini hamaperler....så mon ikke jeg skulle bruge påsken på et eller andet kreativt?

 Iøvrigt er her en lille serie billeder fra min have. Jeg aner ikke en disse om det med at holde have, men altså... jeg finder vel ud af det en dag? Og hvis I ved hvad de forskellige ting er, så skriv da lige en kommentar, så jeg kan slå det op :D

Der er ikke kun skvalderkål i min have. Mursten er der også en masse af. Og det er så nogenlunde det eneste sted hvor græsset trives...de skal lægges her i løbet af imorgen.

Det her ved jeg hvad er - jeg har selv sået det. Pluk-salat...eller...var det lavendel?

Er det mon en smørblomst der, midt i skvalderkålen?

Ukendt men virkelig fin!

Gyvelen ved slet ikke hvor den skal gøre af alle sine gule blomster. Og jeg har ovenikøbet pelset den noget så grundigt for 2 uger siden. 

Den fineste lille troldhassel klarede også vinteren!

 Særligt dette billede giver mig hyggekriller i maven. Jeg har ikke haft have før, og ihvertfald aldrig tørrestativ. Mit vasketøj dufter helt vildt dejligt af forår og næsten-sommer! 

Skvalderkål 1

Jeg siger det bare, ing´? Der er skvalderkål i min have...og der er ikke bare lidt, men vi taler om, at hvis jeg vil gå til det på økologisk vis, er der en milliard million bæreposer fuld. Og jeg ER økolog. Men jeg er også doven. Desværre kan min kanin ikke lide skvalderkål, men jeg har fundet en løsning.

 Man kan jo æde det lort?! Lege det er spinat! Det er virkelig smart. Smagen er lidt anderledes, en smule mere "klorofyl"-agtig, men det er okay og kan krydres væk. De spæde skud er bedst, og hvis man undgår stænglerne, så er det faktisk nærmest velsmagende. Min skepsis skyldes måske, at jeg heller ikke er vild med spinat, men er blevet stædig. Jeg vil ikke bruge gift og når nu det er graaatis...så VIL jeg spise det!

 Jeg har brugt lidt i en suppe, og det var GODT!

 Skvalderkålssuppe!

 3-4 STORE gulerødder, skrællede i tern
en masse skvalderkål, fortrinsvis blade - inden stængler.
2-3 store løg i tern
3-4 håndfulde røde linser
1-2 terninger bouillon (jeg brugte kylling)
lidt olie
vand - ca 1 liter, måske mere....jeg glemte at måle.

 Varm olien op
 svits løgene til de er "glas-agtige"
 hæld skvalderkålen i og lad stå to-tre minutter, til de klasker sammen
 i med gulerødderne, lad dem liiiige få lidt kant, de bliver virkelig søde af det...
 så skal vandet i, og linserne også...
 kog ca. 20 min. smag på gulerødderne og linserne om de er møre. Hæld gerne vand ved, hvis du synes det ser lidt for tykt ud.
 brug en håndblender og smag derefter til med salt, peber og bouillon.

serveres gerne med en klat creme fraiche og godt brød, men mætter også i sig selv pg.a. linserne. Linser er godt.

Censur i DR?!

Jeg stjæler ikke - derfor tror jeg bare jeg linker....

http://www.ponty.dk/selvsving.htm

Ung strik..

umiddelbart to ord der ikke passer sammen, men der er altså langt fra oldemorstrikken med de norske sweaters til de ideer der dukker op på ungstrik.dk . Kig især efter Knitbitch, en gadekunstner der istedet for maling og dåser pynter særligt Nørrebro med sine kreationer. At Knitbitch så også er min veninde hjælper naturligvis på det, men ideen er altså ret dejlig, og jeg overvejer da lidt om det jydske er klar til lignende projekter.

Billedet er tyvstjålet fra selveste KnitBitch 

 Og nej - det er ikke old-school at strikke...og hvis det er - er det retro der er så sejt at ingen rigtig kan måle hvor sejt det er. Helt uden for skalaen. Og til de single-ladies der læser med, kan jeg komme med den observation, at mænd bliver helt bløde i knæene, når de ser en dame strikke...lidt som når man fortæller man har sin egen surdejskultur i køleren og iøvrigt er vildt god til at lave solbærsnaps.

Mor og barn...

Min søn. 

Dit liv er mit. 

Min drøm er dig.

Du er snart voksen.

Du er på vej ud i livet.

Det er helt perfekt.

Lev med glæde.

Og kram altid.

Din mor.

(billedet er af mig og min søn, taget på en skovtur idag. Er i færd med at vise ham mit barndoms landskab)

Venner

 - det er sådan nogen der gider at hjælpe een med at flytte når man bor på 3. sal. Eller sender små kærlighedserklæringer på sms fordi de ikke kan være der. Og som krammer een så længe farvel, som skulle man aldrig nogensinde ses igen. Og får een til at tro på, at 400km ikke betyder noget for ens relation..

.....fordi...hjerter der banker i takt altid vil finde hinanden.

 Jeg elsker Jer... I ved hvem I er. 

Jersild Live...

eller "fjernsyn om nogen der snakker om noget andre snakker om, eller har valgt ikke at snakke om, fordi de ikke mener, det er noget man skal snakke om, uden der er grund til at snakke om det, eller det er sikkert at snakke om det".... det sætter altså sine krav til de der små forkrøblede hjerneceller der i forvejen kæmper for at overleve, når ens skolegård-og-sladre-gen ikke er trænet. Et udsøgt eksempel på, at sladder, er så fundamentalt vigtigt for mennesket...så vigtigt at man laver et helt program om sladder og "hvad nu hvis".

                                                    Med andre ord:

                                              Velkommen til Jersild Live

Børnevold

 De sagde, at jeg var mor til et mobbe-offer. Jeg tænkte mig om, mærkede efter.."Nej!"...svarede jeg... "Jeg er mor til et volds-offer".  

 Jeg er så træt af, at man pynter det der sker i skolegårdene over hele landet, med det fine ord "mobning". Som om det er lidt ekstra "i orden", at få en knytnæve i maven fordi man er i skole. Det giver ingen mening. Slet ingen mening. Fordi det er mobning, og sker på en skole, hvor der er gårdvagter, så er det ikke så slemt? Er det dét de prøver at sige? Er det måske ikke den samme handling? 

 Forklar mig lige hvorfor en ung mand, der ganske umotiveret bliver sparket ned på åben gade opfordres til, at melde overfaldet til politiet, når tusindvis af børn skal leve i den virkelighed altid? Forklar mig hvorfor et voksent voldsoffer, der kun rammes een gang, har krav på psykologhjælp, når vi samtidig ved at der er børn der lever med volden som en daglig følgesvend? Og forklar mig lige hvorfor vi accepterer det...

 Jeg blæser til kamp. En kamp om ord. Mit råb er til alle de mødre og fædre der sidder derude på den anden side af skærmen, og som ved at deres børn bliver udsat for vold. Sig dog nej til, at bruge ordet mobning. Bandlys det. Kald det hvad det er. Vold. Overgreb. Kræv, at dit barns liv og værdi anerkendes, og brug de rette ord. Accepter ikke, at der tales om mobning, når faktum er, at dit barn udsættes for vold! 

 Vores verden er formet af ord. Af sproget. Og at vælge at tale volden ned, ved at bruge de forkerte ord, skaber vi en verden for vores unger der er fuldstændig uacceptabel, hvis vi kendte indholdet af den.

 

 

 

Skæg.

Jeg elsker skæg. Jeg kan ikke gøre for det, men når jeg ser en mand med skæg, bliver jeg så meget mere kåd, end hvis der var dømt glat babyface med duft af aftershave. Det handler måske om, det der indre hule-gen, som rammer mig lige i trussen. Det er som om mine æggestokke bare blafrer ved tanken om MAND og hvad er mere mandigt end skæg og et ordentligt abeslips?! Det kan godt være jeg har mine tre sorte møg-hår på højre babs, men skæg og brysthår er forbeholdt mænd. Og jeg er helt tosset med, at der bliver flere mænd der er klar over det. Og tør. Og gør. Og så kan jeg ellers trunte rundt og blive lidt lummer undercover, og lade som om mine røde kinder skyldes....noget andet...

Str. 38

Det er nu officielt. Min søn og jeg bruger samme sko-størrelse, og jeg kan slet ikke håndtere det. Altså.. jeg var godt klar over han ville blive stor og så´n, men alligevel? Hvorfor nu? Allerede? Han er jo kun 10 år, for filan!

Om lidt får han skægstubbe og fedtmulestemme, mens jeg pludselig opdager jeg skal kigge OPAD, når jeg kræver øjenkontakt når han skal skældes ud - og hvor virknigsfuldt er DET måske? "Kig lige ned på mig, når jeg taler til dig, hvalp!"...nej vel?

 Der er heldigvis 20cm endnu, til han vokser mig over hovedet. Trods alt. Måske er det derfor det går lidt over min forstand. Den her knægt, der er knap to lorte høj, og så bruger han sko som en voksen. Men ok - så vælter han vel ikke så´n i blæsevejr...eller noget?