Sommerferie 2012

Det er blevet sommer og jeg selvom jeg er virkelig dårlig til bare at gå og tulle rundt herhjemme, hvilket meget af tiden nok kommer til at gå med, så glæder jeg mig til de små solstrejf af hurra, som venter.

 Det helt store er, at vi skal til Bornholm på koloni med Børneferieselskabet. Jeg har længe fantaseret om, at komme derover og se "hvad der er" og vupti falder der lige sådan en appelsin ned i min turban. Jeg er virkelig så priviligeret, føler jeg. Virkelig. "Du skal lige ringe hertil" sagde en bekendt, og det gjorde jeg - og nu... årh! Det er så dejligt!

 Og så har knægten og jeg ellers planlagt cykelferie. Her om en halv time skal jeg hente den brugte cykeltrailer jeg har købt til den svimlende sum af 350kr, og så skal indmaden ellers rives ud af den, og den skal sættes lidt i stand mm. inden vi drøner afsted. Det bliver sådan noget med et krak-kort, en bog over gratis overnatningspladser og et telt. Og ulidelige mængder af pulvermad tilberedt på trangia.

 Hvor vi skal hen er endnu ikke sikkert, men vi har 12 dage fra han kommer hjem til han igen skal op til sin far. Man kan jo nå langt, tænker jeg. Spørgsmålet er vel bare hvilken retning man stikker, og hvad man vil se. Og så langt er vi ikke nået endnu. Men pyt! Man kan vel også bare kaste en mønt, tænker jeg. :-D

 Den store udfordring for knægten bliver, at jeg ikke cykler ret hurtigt, da jeg har en virkelig dårlig cykel, og skal slæbe på cykeltraileren, og så at han ikke kan komme online i 12 dage. Det sidste bliver også en udfordring for mig. At slukke telefonen. Oh gys! :-D Vi ved jo ikke hvornår der er strøm i nærheden næste gang, så der må økonomiseres.

 Men jeg glæder mig. Meget. Og det samme gør knægten, kan jeg mærke. Han skriver den ene liste efter den anden med ting vi skal have med. Det er lidt hyggeligt.

Tid til taknemmelighed

Jeg er blevet 2.års studerende. Jeg gjorde det fandeme. Bestod med bravour og god energi på trods af min computer stod af 3 dage inden skriftlig eksamen og jeg dermed mistede samtlige noter. Jeg bestod. Og jeg er glad i låget på den der helt vildt latterligt smittende måde.

Min søn og jeg skal til Bornholm på ferie - og det koster gratis. En veninde nævnte et telefonnummer, som jeg ringede til, og vupti. Jeg glæder mig SÅ meget til en uge på solskinsøen. Det er så vildt, for sønnen og jeg har talt en del om det de sidste par uger hvor vi har tænkt over hvad vi skal i ferien som jo er begrænset af SU´en. Og...vupti...så dumpede sådan en gave ned i skødet på os. Det er jo helt vildt, og jeg kan slet ikke lade være med at søbe lidt i kærlighed til den kvinde der tænkte på mig, da hun hørte der var en plads.

 Jeg er kommer igang med at træne igen, efter et års pause. Jeg er glad. Virkelig glad. Selvom jeg er svag på alle måder, så er det helt vildt lækkert igen at få føling med mine muskler og mærke hvordan de spænder og reagerer på belastninger. Og den hurtige fremgang kan jo mærkes fordi musklerne "kan huske". Det er lækkert og jeg er fantastisk glad.

 Og så er der mine venner. Som får mig til at vræle på den gode måde. Sjælden har jeg oplevet så meget kærlighed fra så mange mennesker over så lang tid. Jeg er taknemmelig ud over alle grænser for at have den lykke, at kende dem. Det er et netværk af mennesker, hvoraf en del af dem under normale omstændigheder ville være dømt ude af samfundet. Stærke mennesker der har fundet styrker i sig selv og omgivelserne, og som stille og roligt rykker sig...uddanner sig. Udvikler sig. Og de er smukke. Smukkere. Smukkest. Og jeg er taknemmelig for, at kunne rejse med dem. Se dem - og selv blive smukkere som modet til livet vinder over angsten for det ukendte.

New Dawn er navnet på denne rose. Jeg har altid været vild med den, og havde en potte med en da jeg boede i Kbh. Men den visnede. Døde. Men jeg købte en og stillede den i en potte i mine forældres have, og den er nu sprunget ud. Det samme gælder mine tomatplanter. Og basilikum. Og jeg er bare så varm og glad på alle måder, over at se det gro. 

Jeg har nu skrevet mig op til et rækkehus med have og husdyrtilladelse. Vi har nemlig aftalt, at vi skal have hund, sønnen og jeg. Og så kan min taknemmelighedsrose få alt hvad den har brug for at klatre.