Lige om lidt...

...årh jeg glæder mig til at skulle igang igen. Til at få en hverdag med fast indhold og ikke "bare" den slags indhold man finder på hen ad vejen for ikke at dø af kedsomhed.

 F.eks. har junior og jeg lige passet fjernsy...*host*... kat...for mine forældre. Men jeg kedede mig så bravt, at deres have nu er fin og ordentlig...og så kom jeg vist til at bestille noget maling, og male lidt skur. Desværre var der ikke nok maling, så jeg skal have hentet noget mere. Derfor har jeg kun malet de sider der ikke kan ses fra stuen/terrassen, og så sniger jeg mig derud og maler igen mandag når der er hentet mere maling.

 Jeg elsker, at overraske folk. Gøre ting, der får dem til at smile. Små ting. Ikke, at det er en "lille ting" at male min fars værksted, men altså... ikk´? Det er måske for, at slippe at beskæftige mig med mit eget rod og de utallige opgaver der venter...

Men lige om lidt...så kommer jeg igen ud på den anden side, ud i det der virkelige liv, hvor opgaver og lektielæsning venter. Hvor der er noget der skal bevises. Jeg har en uddannelse der skal klares til topkarakter.

Skypumper!

Så sad man der i toget efter en spontan tur til Kbh, og spyttede lidt i en appelsinvand. Regnen mod ruden var kraftig og tunge skyer hang over Middelfart. Lillebælt blev krydset og tankerne fløj, og ligeså gjorde blikket, der igen fandt indendøre.

Pludselig rejste hårene sig i nakken. Underbevidstheden havde registreret mere end fornuften. For skyerne var begyndt at danse. Og pludselig gik det stærkt. Tre skypumper dannedes med et, faretruende nært. Ikke store, men ikke desto mindre fascinerende. 

Desværre lå min mobil i bunden af tasken, så jeg nåede kun at få nogle virkelig dårlige billeder af deres opløsning...hele scenariet varede ca. 3 minutter - og jeg forbandede, at jeg sad i et tog, så man ikke selv kunne bestemme hvad der skulle stå i vejen for det utroligt smukke, men skræmmende syn. At se tre skypumper danse...ih!

Jeg ved derfor godt, at de kan være svære at se på billederne. Men jeg kæftede naturligvis op, så hele kupeen tiltede over i den publikumsvenlige side, og de jublede bekræftende. Jeg er simpelthen så glad og varm og hopla-fascineret inden i. Jeg elsker når naturen viser sig fra sine barske og viltre sider. 

Sommer-løjer.

Bornhollm var smuk. Meget smuk. Selskabet var desværre ikke optimalt, men sådan er det jo, når man er mange fremmede, og dobbelt så mange børn, der skal have det til at køre. Planlægningen var også helt ad helvede til, så allerede søndag fik vi at vide, der manglede penge...mens vi drak saftevand til 35kr flasken.

 Og jeg ved godt jeg er en krampe, men jeg stillede krav...for jeg vil altså hellere spise skodmad, hvis ellers jeg kan komme på oplevelse...så hvis de sænkede forbruget, så ville jeg se hvad jeg kunne gøre i min ende.

 Et voila! Jeg har et mere end fortrinligt netværk. Faktisk er det et godt sammensurium af håndværkere, akademikere og "kreative". Så svim svam svumle...så fik jeg ringet os frem til fribilletter til Bornholms Middelaldercenter og nogle kriner, som JEG bestyrede. Og nuj, hvor kom vi på tur! Melsted, Gudhjem, NaturBornholm, Nexø og en masse andet. Det var så fantastisk.

 Jeg er blevet helt forelsket i den lille solskinsø, som jeg dog agter at besøge på eget initiativ til næste år. Når det kun koster 836kr for en retur-billet, som studerende, så er det da nu det skal udnyttes på det groveste. :-D

 Knægten smuttede til sin far, og så var jeg ellers alene. Ikke at det generede mig, men crazy people do crazy things. Så sidste fredag kom jeg hjem fra en hyggelig tulletur på cykel. Jeg tog afsted tirsdag morgen, og endte i Maribo med en mulig diskusprolaps i venstre skulder. Hip hip hurra, hvor jeg keder mig...

 Jeg er slet ikke bygget til at ligge stille. Kedsomhed får mig til at tænke tanker og få sjove ideer som ikke kan forfølges, og så bliver jeg træls. Mest på mig selv. Men ikke desto mindre træls.

 Imorgen venter dog en dejlig date i Fredericia med en dejlig kvinde på gennemrejse, og lige om lidt kommer hvalpen heldigvis hjem fra sin far, som jeg havde en lille knurre-tur med i forgårs fordi han ikke selv kunne regne ud, at når nu hvalpen render rundt og er vågen til kl 5 om morgenen og siger han har ondt - så ER tanden han siger han har ondt i nok flækket. Så da jeg stod op, og så at der lå en sms fra min tandflækkende knægt, så ringede jeg til hans far der sov...og måtte tænke for ham. Og sætte i værk, så han kunne få styr på gebisset...*ghaagh*... jeg er måske ikke verdens nemmeste eks. det ved jeg godt... men indimellem så har jeg lyst til at råbe: "HVORDAN KAN DU OVERHOVEDET FINDE UD AF AT TRÆKKE VEJRET!!!"....*ghaaagh*....men jeg lader være...og smiler...og sætter i værk. Og tænker mit. *grynt*...

 Og jeg vil have en hund fra HopeForPawsog en have med en talende gorilla...nå! Jeg er allerede begyndt at spare sammen er jeg...hvis turen alligevel går til USA, hvorfor så ikke nappe en hjælpeløs lille puppy doggie honey bunny love love med hjem?! hva´?...Åh...husdyrtilladelse...klart. Crap. Oh well, jeg er da skrevet op til et rækkehus, og jeg har 3,25 på opsparingskontoen, så første skridt er da taget.

Så spændt...

Imorgen tidlig går turen til Bornholm. En uge på den fremmedartede klippeø venter, og vi er næsten færdige med at pakke. Der er strøm på kameraet og billetterne ligger så fint og venter på skrivebordet sammen med mit wildcard. Det bliver fantastisk!

Mini-cykelferie

Vi er lige kommet hjem. Kolde og våde, men rigere på en masse erfaringer. Det har været helt fantastisk. Selv de 36 timer vi lå stille i et skybruds-ramt og vådt telt og det eneste vi kunne lave var, at lægge kabale og læse højt af "Djævelens lærling" af Kenneth Bøegh Andersen. Det var fedt på alle måder. Her er lidt billeder fra turen der gik fra Århus til Herning over Silkeborg. Der er smukt på så mange måder, at det ikke kan tælles. 

Den lille røde bog

Jeg fandt en lille notesbog, beklædt med rødt stof og guldbroderier. Jeg har ikke åbnet den i næsten 4 år. Sidst jeg skrev i den, var da min skønne farmor døde. Jeg læste i den og græd. Ikke fordi jeg var ked af det. Hun døde på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt, hvis man overhovedet kan sige sådan, når man mister et menneske man elsker. 

Jeg græd fordi jeg i bogen, dagen inden, havde skrevet en liste over de ting jeg ønskede af livet. Idag har jeg enten opnået eller er godt på vej til at have opfyldt næsten alle punkterne. Det var en øjenåbner og jeg er i dette nu, mere end almindelig høj på mit liv. Lykkelig og sødsuppe-ramt. 

Nu har jeg skrevet i bogen. En liste med nye mål. Nye drømme. Ønsker. Og i min kalender står der, d. 5/7-2016, at jeg skal åbne bogen igen. 

♥ ♥ ♥ 

Og farmor? Jeg savner dig.

Sommerferie 2012

Det er blevet sommer og jeg selvom jeg er virkelig dårlig til bare at gå og tulle rundt herhjemme, hvilket meget af tiden nok kommer til at gå med, så glæder jeg mig til de små solstrejf af hurra, som venter.

 Det helt store er, at vi skal til Bornholm på koloni med Børneferieselskabet. Jeg har længe fantaseret om, at komme derover og se "hvad der er" og vupti falder der lige sådan en appelsin ned i min turban. Jeg er virkelig så priviligeret, føler jeg. Virkelig. "Du skal lige ringe hertil" sagde en bekendt, og det gjorde jeg - og nu... årh! Det er så dejligt!

 Og så har knægten og jeg ellers planlagt cykelferie. Her om en halv time skal jeg hente den brugte cykeltrailer jeg har købt til den svimlende sum af 350kr, og så skal indmaden ellers rives ud af den, og den skal sættes lidt i stand mm. inden vi drøner afsted. Det bliver sådan noget med et krak-kort, en bog over gratis overnatningspladser og et telt. Og ulidelige mængder af pulvermad tilberedt på trangia.

 Hvor vi skal hen er endnu ikke sikkert, men vi har 12 dage fra han kommer hjem til han igen skal op til sin far. Man kan jo nå langt, tænker jeg. Spørgsmålet er vel bare hvilken retning man stikker, og hvad man vil se. Og så langt er vi ikke nået endnu. Men pyt! Man kan vel også bare kaste en mønt, tænker jeg. :-D

 Den store udfordring for knægten bliver, at jeg ikke cykler ret hurtigt, da jeg har en virkelig dårlig cykel, og skal slæbe på cykeltraileren, og så at han ikke kan komme online i 12 dage. Det sidste bliver også en udfordring for mig. At slukke telefonen. Oh gys! :-D Vi ved jo ikke hvornår der er strøm i nærheden næste gang, så der må økonomiseres.

 Men jeg glæder mig. Meget. Og det samme gør knægten, kan jeg mærke. Han skriver den ene liste efter den anden med ting vi skal have med. Det er lidt hyggeligt.

Tid til taknemmelighed

Jeg er blevet 2.års studerende. Jeg gjorde det fandeme. Bestod med bravour og god energi på trods af min computer stod af 3 dage inden skriftlig eksamen og jeg dermed mistede samtlige noter. Jeg bestod. Og jeg er glad i låget på den der helt vildt latterligt smittende måde.

Min søn og jeg skal til Bornholm på ferie - og det koster gratis. En veninde nævnte et telefonnummer, som jeg ringede til, og vupti. Jeg glæder mig SÅ meget til en uge på solskinsøen. Det er så vildt, for sønnen og jeg har talt en del om det de sidste par uger hvor vi har tænkt over hvad vi skal i ferien som jo er begrænset af SU´en. Og...vupti...så dumpede sådan en gave ned i skødet på os. Det er jo helt vildt, og jeg kan slet ikke lade være med at søbe lidt i kærlighed til den kvinde der tænkte på mig, da hun hørte der var en plads.

 Jeg er kommer igang med at træne igen, efter et års pause. Jeg er glad. Virkelig glad. Selvom jeg er svag på alle måder, så er det helt vildt lækkert igen at få føling med mine muskler og mærke hvordan de spænder og reagerer på belastninger. Og den hurtige fremgang kan jo mærkes fordi musklerne "kan huske". Det er lækkert og jeg er fantastisk glad.

 Og så er der mine venner. Som får mig til at vræle på den gode måde. Sjælden har jeg oplevet så meget kærlighed fra så mange mennesker over så lang tid. Jeg er taknemmelig ud over alle grænser for at have den lykke, at kende dem. Det er et netværk af mennesker, hvoraf en del af dem under normale omstændigheder ville være dømt ude af samfundet. Stærke mennesker der har fundet styrker i sig selv og omgivelserne, og som stille og roligt rykker sig...uddanner sig. Udvikler sig. Og de er smukke. Smukkere. Smukkest. Og jeg er taknemmelig for, at kunne rejse med dem. Se dem - og selv blive smukkere som modet til livet vinder over angsten for det ukendte.

New Dawn er navnet på denne rose. Jeg har altid været vild med den, og havde en potte med en da jeg boede i Kbh. Men den visnede. Døde. Men jeg købte en og stillede den i en potte i mine forældres have, og den er nu sprunget ud. Det samme gælder mine tomatplanter. Og basilikum. Og jeg er bare så varm og glad på alle måder, over at se det gro. 

Jeg har nu skrevet mig op til et rækkehus med have og husdyrtilladelse. Vi har nemlig aftalt, at vi skal have hund, sønnen og jeg. Og så kan min taknemmelighedsrose få alt hvad den har brug for at klatre. 

Lidt mad...

 Sønnen inviterede på tomatsuppe, friskbagte flutes og Harry Potter Marathon.

Jeg er simpelthen verdens heldigste mor. Og jo, det smagte vidunderligt. 

Et spædt og nysgerrigt forsøg på, at tørre frugt og grønt der er lige en tand for modent til at egne sig til at blive spist som det er. Er spændt på resultatet der vil blive postet på

 Mysse-mad


:-D

På sms.

Godt... så har man også prøvet det. At blive droppet på sms. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig til det, er da ked af han ikke rigtig ville være kærlighedsramt med mig, men på den anden side så har jeg ikke specielt meget plads til feje mennesker i mit liv. Og det -er- fejt. Og lidt sjovt. Så nu bliver sommerens fyldestgørende svar: "på sms!".

 Mand til kvinde:

 "Du er så sød!"

Kvinde til mand:

"ja - på æSæMæææææS!"

:-D

Jeg tror jeg står lidt vantro tilbage med åben mund og en slet skjult latter. Det -er- lidt sjovt. Jeg kan ikke gøre for det. Mest fordi han gjorde en del ud af, at være et åååårdentligt og godt menneske. Ironien er til, at tage og føle på :-D

Og selvom det er enormt fristende, så gider jeg ikke "have det sidste ord". Livet går videre og jeg finder i den grad nydelse i, at se ting lykkes for mine kære og jeg selv. Det er faktisk lækkert med lækkert på. På sms. *fnis*

Nu med skulderskade

Det er jo helt fantastisk, at sidde her høj på smertestillende. Har lige vundet en mærkelighedsskade, fordi jeg iflg. Makrellen skulle kramme en pude....det gjorde jeg så... hårdt...og hurra, nu har jeg så et delvist overrevet ledbånd og let skulderskred. At Makrellen så ikke er sikker på han mener vi skal ses fordi jeg nægter at gøre det igen....fordi han er blufærdig ift. naboerne... det ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal håndtere. Det må gå som det går.

Mmmmm

Der sker gode ting i livet.  Imorgen går turen endnu engang til Sønderborg. Der skal kysses på Makrellen (jeg må virkelig finde et bedre dæknavn til ham).

 Planen er, at vi skal fiske og gå ture og se film og bare være. Jeg har fået en uforudset børnefri-UGE så måske bliver jeg der nogle dage længere, til Makrellens søn kommer. Det er lidt en ny tanke, at skulle være "mor" til mere end en. Selvfølgelig har det sine udsigter før vi skal flette børn, men alligevel. Når man VED og VIL, at det er målet, så skal der jo en omstilling til. Det bliver en spændende udfordring for alle, ikke mindst for vores sønner. Og pludselig spirer drømmen om flere børn igen.

 Men jeg skal sydpå. Jeg tager mine bøger med, så der kan læses og skrives lidt på psykologi studieprodukt 3, som skal skrives sammen med Patten, selvom ingen af os har mulighed for at mødes. Vi må mødes digitalt. Det går nok....

 Så der er glæde i mit liv, og masser af det. Jeg er forelsket. Og det er han også, og jeg har det endda på skrift. Måske kan han , efter vores lige rendez-vous, opgraderes fra Makrel til Kæreste?

Kærlighed

 Det irriterer mig en kende at alle "søger kærligheden"...i min bog kan man ikke søge den. Man kan give den.

Brudstykker af en drøm.

Jeg har drømt i nat. En drøm der både er forfærdelig og vidunderlig på alle måder.

 Et hospital. Højt. Hvide sten. Hvide vægge. Min søn er indlagt. Han har måske diabetes. Jeg møder en kvinde der hedder Karina med en tumor på kæben. Hun kan kun få hjælp hvis der opstår en fejl. Vi fifler. Lukker for ilten og "noget med et mærke på huden på hånden der skal komme før vi må tænde igen". Jordbærrødt. Det går som det skal.

 Min søn skal synge og jeg leder efter ham. Når et stykke hen ad gangen da jeg hører Karina skrige. Hendes mand har på en eller anden måde fået revet lidt af hånden af. Jeg smider mine hænder ned i såret. Redder hans liv. Går upåvirket videre. Skal ind på gangen hvor min søn skulle være. Hospitalet er E-formet. Han befinder sig i den øverste streg i E´et hvis man lægger det ned. Alt begynder at ryste. Svaje. Nogen siger "det her er slemt". Jordskælv. Bygningen begynder at dele sig. Som blev det skåret over med en kniv. Den anden halvdel synker i jorden. Jeg hænger i armene. Får mig kæmpet op og kravler så højt op "i alt det skæve" som jeg kan. Forfærdeligt. Kigger over kanten. Kan se min søn. Han ligger også og holder fast. Jeg mærker ro, selvom flere giver op og kaster sig ud over kanten. Vi taler. Holder fast i hinanden mentalt. Vi bliver reddet. Nu skal jeg finde min anden søn. Den ældste. Roden. Og jeg finder ham sammen med en masse andre unger på hans alder under et stykke mur. Han er ca. 15. Fjerner muren sammen med andre. Bruger alle kræfter. Går hjem grædende sammen med mine sønner. .

Under hele forløbet fiser Rust rundt og skifter tøj og roller som en kamæleon. Soldat. Portør. Læge. Sygeplejer. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor han er med.

 Følelser? Vågnede lettet. Har stadig den her kæmpe kærligheds-uh indeni over for min søn. Er ikke bange for at miste ham, men kan mærke jeg HAR mærket angsten. Undrer mig over jeg har TO sønner i drømmen. Kan egentlig godt lide tanken, men ved ikke hvordan een blev til to.

Skriveri

 Skriveri og skrivero. Skrivetid. Skrivelyst. Jeg har masser af det, men bruger det ikke. Dagen styres ikke ret meget af det jeg bedst kan lide. Bloggen her, får heller ikke meget kærlighed. Ikke som dengang mit liv var tomt. Som da det var ordene selv, der formede min hverdag. 

 Livet fyldes. For tiden med tanker om det der med kærlighed, som jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til. På den ene side er han sød og helt vidunderligt godt selskab. Både i og ude for sengen. På den anden side har han jo meldt ud, at "der ikke er de der følelser", og så er spørgsmålet om jeg så ikke spilder min tid og ender med, at gøre vold på det der skrøbelige hjerte i længden, hvis jeg skulle gå hen og placere ham i "mere en bare potentiel"-kategorien? Jeg ved det fandeme ikke. Skal have fundet ud af det. Snart. "Kan jeg knalde bare for sjov?"... måske? Jeg har ikke prøvet det før...

 Tanker er der mange af. Idag er det dog skrivedag. Skriveøvelser. Og mange af dem. Jeg burde måske fokusere på forelæseren, men han er fandeme kedelig. Og brugte den første 1½ time på, at reklamere. Ikke brugbart. Ikke endnu. 

 

Makrel

Der er noget skønt og fantastisk ved  at stå to mennesker og børste tænder efter den ene har spist makrelmadder. Det er et godt liv. Er begyndt at se lidt til en dejlig. For en gangs skyld er det ikke de seksuelle præferencer der skabte interesse. For en gangs skyld er det ikke det primære. Det føles enormt befriende, men samtidig også lidt bemærkelsesværdigt.

Jeg skal måske bare vænne mig til det. Jeg har jo, foruden en dramatisk 3,5mdr flirt, været alene i fire år. Så når man er to der står ved samme håndvask bliver jeg genert på en hel ny måde. Det rammer mig i uha-heden. Det er lidt nært for mig, at holde i hånden på åben gade. Og købe gave til hans søn. Og lave gulerodsalat sammen.

Dertil så brænder vi for det samme rent professionelt. Det kan jeg godt lide.  Det er fedt at kunne tale om ting som den man kysser på også forstår.

Der er endnu ikke dømt kærester. Det er alt for tidligt. Men det der er nydes...og det nydes meget. Og det er det som tæller.

Jeg håber inderligt at se ham igen. At kunne nyde hans fantastiske hud under mine fingre. At blive nusset og kysset helt op til Månen og tilbage igen. Næste gang bliver det hos mig. Så må jeg vise ham min verden. Hvis jeg tør.