Sensommer-slutspurt.

 Varmen er ulidelig. Sidder nærmest nøgen for åbne vinduer og kan ikke rumme at være nogen steder. Jeg vil ikke gå i byen, selvom amerikaneren lokker. Det er ikke fordi jeg egentlig har lyst, men jeg kan godt mærke, at en dag som idag ville have haft bedst af, at jeg rasede ud på sprut blandt fremmede kroppe. Svedigt dansende natten i smadder i mit eget univers.

 Men det er ikke sundt for andre, hvis jeg går derud hvor de kan krydse min grænse. Jeg slår ihjel. Med øjne. Med ord. Det er ikke sundt...galskaben et ikke være til at styre, hvis først den får luft.

 Og jeg skal op imorgen. Skræmmende, at det i grunden er min eneste bekymring, at jeg skal op imorgen. Men det skal jeg. Kl. 6 så jeg kan være i Esbjerg til tiden, og passe mit studieprodukt. Få lavet noget. Komme videre med det praktiske, så jeg med god samvittighed kan tage på pubcrawl med alle de andre nye studerende i Esbjerg, herunder mit fantastiske stamhold. Jeg må jo indrømme jeg har savnet dem den sidste uges tid, hvor vi har været spredt for alle vinde. Så det bliver altså en lille smule dejligt imorgen lige, at bede om et kram og få det. Og prøve vildskaben af i trygge rammer. "Bare være Mysse" i en vanvittig sensommerslutspurt...

Muren

 Indimellem er det ikke nok, at sige undskyld. Indimellem er det ikke nok, at forklare...og det er helt som det skal være, selvom det er svært, at acceptere muren af stilhed og enkeltstavelsesord der vokser og bliver uigennemtrængelig. Sådan er det vel, når uforenelige verdener mødes? 

 Fraværet af krig er et bevidst valg. Ildstormen bryder aldrig ud. Istedet for lægges en tung dyne af ingenting i fællesskab over alt det usagte. Det er ok. 

Min hylde!

 Jeg er helt vildt oppe og køre på den fede måde lige nu. Igår har jeg nemlig fået en fantastisk forsmag på resten af mit liv: jeg har været sammen med nogle fantastiske unger. Min eTwinning-gruppe og jeg skulle ud på skolen og præsentere vores foreløbige projekt for læreren og ikke mindst for ungerne, der gik heeelt i koma over, at de om nogle måneder skal skrive og udveksle produkter med en klasse fra et andet land. Det var ret vildt, at der skal tages billeder af dem hvortil de skal skrive lidt om sig selv og instruere "en typisk dansk leg" vh.a. video... og ikke mindst, at de skal bruge Skype til at interviewe eleverne i den udenlandske klasse. "Årh manner!"

 Da energierne over projektet ligesom havde lagt sig, fik vi muligheden for at deltage i en kristendomstime, og det var...åååååårh manner! Det fedeste shit ever! Det var virkelig fedt, at sidde der med de her rødder, og allerede nu integrere lidt af det, jeg har lært de seneste par uger. For det var pludselig tydeligt, at de læste ret godt - men også at de ikke fattede ret meget af det der stod i bogen. Deres "leksikale niveau" fik så lige et nøk op, da jeg valgte, at gennemgå de ord de ikke kendte umiddelbart...og det var stort! For vi fik sat ord og forklaringer på 7 ord og begreber inden for emnet, og det var så cool, at se og mærke når ting faldt på plads. 

 Jeg ELSKER, at undervise. Jeg er virkelig i mit ES, når jeg kan mærke det jeg gør virker for ungerne. Og den tillid de udviser ved, at lukke een ind i deres univers så umiddelbart er vildt rørende. Og skal gengældes ved, at man lever op til dét at være "en troværdig voksen"...det er virkelig en voldsom opgave, at leve op til, tror jeg. 

 I uge 48 står den på observationspraktik, dvs. mit praktik-hold og jeg skal sidde og suge til os hvad der sker i den klasse vi bliver tilknyttet, da det er den vi skal følge også senere i forløbet, når det er "hands on". Jeg glæder mig helt abnormt til, at komme ud igen. Mærke suset ved, at lære fra mig. Bruge de ting jeg har lært i praksis. Mærke relationen til de her hvalpe blive ægte og fin. Få lov til, at påvirke og tage til mig i gensidighed. Og vise de der er møghvalpe, at de også har kvaliteter. Jeg er jo über-heldig ift. mit ønske om at lege med bøvlebørn - den skole jeg er tilknyttet de næste to år er "belastet" som det så pænt formuleres. Jeg kan næsten ikke få armene ned! 

 Desuden har jeg taget kontakt til en mand, der for nogle år siden arbejdede med min søn og jeg, og bedt ham om at skabe kontakt til London, hvor jeg gerne vil over og være 3 uger på en specialskole med en særlig pædagogik. "Marlborough-metoden" - google it! 

Jeg tror stadig på jeg sidder på den rigtige hylde. Det er ret fantastisk!

Superkvinde under pres...

Ok...indrømmet. Jeg var ikke meget værd, da jeg sad i auditorie 3 på UC-syd og gik i stress over mine studiegrupper. Indrømmet, så sad jeg faktisk og småtudede midt i det hele, og snottede diskret i et lommetørklæde, i halvmørke og uden nogen opdagede det. Jeg kunne slet ikke overskue det idag. Gruppe-arbejde mig her - og gruppearbejde mig der og op i røven med det hele - og det her er fandeme også åndssvagt og hvorfor virker det effing login ikke?!

 Det er gruppe-arbejde-tid. På den helt absurde måde. Fire studiegrupper er jeg tilknyttet lige nu. Sådan. For real. Uden pis. Der er studiegruppe 1+ 2 i hhv. dansk og psykologi hvortil der skal skrives studieprodukt, som skal godkendes for, at kunne få lov at læse videre. Der er deadline om to uger. Dertil er der studiegruppe 3, hvor vi skal planlægge 12-14 lektioner med tværfagligt forløb med fremlægning fredag. Og så er der studiegruppe 4, på tværs af årgange og fag, hvor vi skal planlægge et e-Twinning-forløb, på tværs af landegrænser, og iøvrigt også i samarbejde med en skoleklasse vi ikke kender - med en lærer vi intet aner om, som vi skal mødes med imorgen. Godt nok skal det først løbe af stablen i uge 9, men projektet skal altså up-loades senest fredag, så de andre lande kan nå, at byde ind. Hurra. Og ja - det er helt nyt, på den der "uh I er seje, da I er de første studerende der er på det her og derfor er nyheden nået til Bruxelles og giver stående applaus"-måde. Pres? nej da?! *pft*...

 Så ja - jeg gik sgu i panik midt i det hele - også fordi jeg ikke kunne skelne lortet fra hinanden. Hvem var jeg i gruppe med hvornår og til hvad?  Og fordi jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal koble det sammen med 3 timers transport hver dag, når ikke jeg kan køre med Patten og hans kone.... og dét at være alene-mor med et barn hvis lektielæsning og sociale træning kræver helt abnormt meget fokus indimellem.

 Men selvfølgelig er universet leveringsdygtigt. Og jeg gik da også ud af panik - da først jeg havde tudet færdig. Og jaaah, jeg har været røv-sej efterfølgende.... Konkret og skarp og "sådan gør vi" -agtig. Og fik også placeret studiegruppe 1+ 2 +3 +4 både idag efter undervisning, samtlige pauser indtil fredag + torsdag eftermiddag og lørdag morgen. Tjek. Og kom hjem kl 16, hvor SuperFar lige fik sat lamper op i stuen mens jeg lige fik knægten igang med lektierne, fik skrabet køkkenet ORDENTLIGT, smidt min sofa ud og lavet varm aftensmad, samt skrevet og sendt første udkast til studiegruppe 4. Inden kl. 18:30... tjek.

 Og ja - jeg ved godt det her ikke giver en skid mening for udenforstående, da det er eet syndigt rod af grupper og emner og tanker, men prøv så, at være afhængig af at forstå det? Og så er jeg desværre bygget sådan, at jeg er røvkritisk over for mig selv. Jeg er min egen værste fjende, for jeg vil være bedst og kan ikke slappe af i "bare at have opfyldt kriterierne"...og slet ikke hvis der går for meget ævl og kævl og "hvad synes du" i den. FREMAD tak! Lad os få det overstået...

Nåja! Og så kunne jeg ikke lade være med at grine en lille smule i aftes da jeg så Deadline, hvor Frøken Antorini stod og mumlede lidt omkring Ny Nordisk Skole...for det er jo allerede det der arbejdes med på div. Læreruddannelser? Det er derfor vi har praktisk-musisk-kurser, tænker jeg? Derfor vi undervises i konflikthåndtering, inklusion og så´n? Måske er jeg træt - måske fattede jeg ikke en disse, men jeg SYNES allerede vi, ihvertfald os der læser til lærere lige nu, faktisk er IGANG med at lære hvordan vi kan skabe den her Nye Nordiske Skole...



 

Stue/soveværelse...

Nu med spisestue - billedet er inkl. efterladenskaber

fra "suppe-aften" med mine forældre. Imorgen kommer der lamper op. 

Jeg kunne ikke smide det fine broderi ud, og planen var oprindeligt

at det netop skulle hænge over hovedgærdet. Det gør det så, og jeg 

sender en tanke nordpå hver aften.

Nye knopper på skabet - og en lampe. Og "kaninen".

Det eneste billede der har været med og overlevet samtlige

24 flytninger siden jeg var 16.

Og taskerne har da også fået en plads. 

Tv-stue arrangeret...således KAN man også "komme til"

at se tv i sengen, hvis nu man er i det humør.

Et lille læsehjørne. Som i dagens anledning er bamsehjørne.

Min fabelagtige globus. Helt fantastisk og gammel med USSR 

og alle de gamle "fejl". 

Mine bogreoler, og den fancy røde vandkande, der ihvertfald

er omkring 30 år gammel.

Spil.

Sure møgkællinge-mig!

 Der er nu visse fordele at hente i, at have været oppe og slås med de store rent politisk, for et år siden. Det gør, at man bliver en smule frygtløs over for en leder i kommunalt regi - og sådan een har jeg bidt skeer med idag.

 Tilbage i juni havde vi første netværksmøde omkring min søn, og dengang sagde socialrådgiveren han har tilknyttet, at hun desværre først kunne mødes d. 28.september, selvom det bedste naturligvis havde været en opsamling i august. Så vi kunne se hvem der havde opfyldt hvad og hvad der virkede og derudover hvilke evt. nye tiltag der skulle foretages. Så jep - 28.september - klart nok! Men det aflyste damen. Heldigvis ikke uden, at sætte en ny aftale d. 21 september...som hun så aflyste i torsdags...for at fortælle "det så må blive mandag kl 10 - og mødet bliver afholdt, om mor kan eller ej"... hvilket hun så aflyste på dagen. Den dag hvor jeg havde pjækket for, at kunne være med på trods af liniefagsuge, på trods af, at jeg så var nødt til, at skodde min studiegruppe.

 Så jeg blev sur. Rigtig sur. På den der "nej-jeg-gider-ikke-dit-biiip-mere-måde"...og jeg ringede til hendes leder og "forklarede i ret utvetydige vendinger, hvordan situationen var, og bad iøvrigt om en ny socialrådgiver til mit barn, fordi jeg ikke længere kunne se mig selv have et positivt samarbejde med een, der ikke overholdt aftaler og dernæst ville diktere hvornår jeg kunne tage fri eller ej under trussel af, at ville afholde netværksmøde uden mig. Man skal ikke...gentager...ikke... isolere mig i beslutningsprocesserne omkring mit barn. Aldrig. Så længe det her er en frivillig proces og jeg selv har bedt om hjælpen, og det IKKE er fordi jeg er en lortemor de er i tvivl om kan magte opgaven, så er min plads for enden af bordet, som den der beslutter..... og IKKE uden for døren. Og derudover skulle den socialrådgiver der skal træde istedet kunne mandage EFTER kl 13... og det kan iøøøvrigt ikke diskuteres...tak..."...

*snap*...

 Så imorgen ringer hun til mig når de har haft gruppemøde og fortæller mig hvem der bliver knægtens nye socialrådgiver...og selvfølgelig er hun med på min bølge - hun fik så heller ikke andet valg. Jeg VED godt jeg var en møgkælling. Jeg ved godt, at jeg ikke lagde op til ret meget dialog. Men det er åbenbart det eneste der virker? Og så må jeg indrømme, at jeg var dårlig til at skjule smilet overfor de andre (lærere + AKT + psykolog) der også var blevet brændt af, da de nærmest i ærefrygt mumlede noget om, at de ikke troede jeg kunne være SÅ skrap og anti-autoritær.

 Jeg ER et meget blidt menneske til hverdag - indimellem ovenikøbet for blid og naiv og medgørlig...men når grænserne krydses...så finder jeg den stooore sprittusch frem og markerer dem med dobbelt optrukne streger. Koste hvad det vil. Og når det handler om mit barn...er der kun een vej - og det er succes. Og sure møgkællinge mig, skal nok definere hvad succes er...og universet er iøvrigt leveringsdygtigt. nå!

Voksenliv med vaskesøjle og sommerfugle...

 Er nået en del af vejen herhjemme efterhånden. Har fået samlet lidt møbler og så´n...i det ene rum er der ovenikøbet kommet en lampe op, og jeg er svært imponeret over hvor meget man kan nå, når man ikke overspringshandler foran tv eller computer.

 Mine forældre har også fundet en tørretumbler til mig for "ingen penge", hvilket er 200kr. Og nok bruger den en masse strøm, men nuj, hvor er det rart at komme i bund i vasketøjet på et døgn?! Vild fornemmelse! Men også enormt voksen, når man krabber søvndrukken ud på badeværelset, trækker "underne" ned og kigger forvirret over på...vaskesøjlen. *uh*.. "vaskesøjle"...det er sådan noget gifte gamle mennesker har, hvor vi andre unge, single og helt enormt vilde sjæle vimser på fællesvaskeriet og forbander, at ham den klamme i nabo-opgangen nakker ens trusser, fra IKEA-posen inden man når at vaske maskine nr. 2 - ikk´?

 Nuvel, jeg nærmer mig jo hastigt de 34, og det der single-noget er vist mest udenpå, da det der er indeni stadig nager på så mange måder, at jeg ikke har sovet ordentligt i flere uger, medmindre jeg har været småfuld inden jeg har lagt mig til. Og jeg gider ikke drikke medmindre det har et formål. Det er fandeme så sølle, at drikke alene.

 Men nu på lørdag, hvor der skal pub-crawles med mit stamhold og alle de andre nye studerende i Esbjerg? Der er den i vinkel. Jep. Woop woop...hvis jeg magter det.

 Og Amerikaneren, ham fra den der trappe, har fundet mig, og jeg ved ikke rigtig om jeg magter det. Han ringede den anden dag, hvilket jeg fandt vældigt imponerende, når nu jeg ikke gav ham mit nummer her for...hvad...3 uger siden? Jojo, han havde da spurgt her og der om nogen kendte en småtyk mademoiselle med kæmpe stort rødt garn..og ja - det gjorde nogen. Jeg ved sgu ikke rigtig hvordan jeg skal tage det. Er på den ene side charmet lidt af det, men på den anden side også lidt.."mjaaarh, der var måske nok en lille grund til jeg ikke gav dig mit nummer, ing´?" ... på den...tredje...side...er det jo fedt nok at være et menneske folk kender - og ved hvem er - for det gode, for det bilder jeg mig jo ind, at det er...*host*

 Nuvel.. jeg vil smutte i seng, smide et lille billede....som lovet...af hvad det er blevet til ...og se frem til en "sådan-cirka-fridag" imorgen hvor der skal forældremødes og psykologiseres hos den gale russer...

Dette er fra det der for få dage siden var min tv-stue. Den er nu blevet til spisestue og mit soveværelse har nu fået flere funktioner. SuperFar kommer på tirsdag og hjælper mig med de sidste lamper og hylder og billeder. 

Jeg har en ting med sommerfugle. Da jeg smådatede Brandmanden, var denne ude at rejse og pludselig fik jeg en sms om jeg var til delfiner eller sommerfugle. Jeg kunne ikke svare, og han valgte sommerfuglen fordi den som jeg har været en enormt grim larve, der lige skulle igennem en proces inden jeg foldede vingerne ud. Da vi så mødtes nogle uger efter, havde han købt det fineste lille armbånd med sommerfugle. Desværre er det gået itu, men hans ord varmede mig dengang og giver stadig en varm følelse indeni idag, selvom han er forsvundet og blevet lidt væk i parforhold og en lækker lille nyfødt baby. Gud hvor jeg dog under ham den lykke der har ramt ham. 

Og sommerfuglene tager jeg med mig. 

Hjemmet...teaser.

 Jeg kan ikke sove for tiden - vågner mellem kl 2 og 4 og så ligger jeg ellers og leger "day time...nighttime.."  til jeg skal op. Det er drøn-irriterende, for jeg er endelig begyndt at gå i seng istedet for at crashe på sofaen.

 Udover den manglende søvn går det godt. Jeg savner en masse mennesker (særligt eet), men formår at tackle det "ok". Der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Var hjemme i mine forældres garage og sortere det sidste, og fandt en masse ting, der virkelig satte gang i min "nurh-ness". Tegninger fra da kiddet var endnu mere kid og breve og billeder af mennesker der har haft en stor betydning for vores lillebitte familie. Bl.a. et billede fra de vilde dage i NV,  med kiddet og hans yndlingsvoksne fra Dommerparken (SFO)  Wafande.  . Og et meget kort formuleret brev på lyserødt papir fra et menneske, der har hjulpet mig til, at blive verdens sejeste mor igen.... jeg havde helt glemt det navn han gav mig: "Dragonheart", men nøgleringen har jeg stadig i mit bundt. Den minder mig om alt det jeg kan. Alt det, der nok skal gå. Lykkes.

 Sådan var der en masse ting i garagen. Så jeg gik hjem i min egen lejlighed, for den har jeg slet ikke fortalt om, at jeg har. Og jeg har intet sagt om alle de skæve vinkler og den umiddelbart umulige opgave det er, at få den indrettet. Jeg brød koden igår. Flyttede rundt og rundt og rundt på en masse møbler og ridsede naturligvis gulvet en mullion steder, men nu er det som det skal være. Nu skal jeg så bare have ryddte bunkerne af mærkelighedsting op. Forklar mig evt. hvordan der kan ligge en sutsko, låget fra en madkasse, et garnnøgle og en tom skub-op-is-æske i en bunke med andre pusseløjerlige ting, genereret SELVOM der faktisk var ryddet op til at starte med? For ikke at glemme...tyl? Hvornår fa´n har jeg købt tyl?

 Jeg har lovet "folk", at smide billeder på bloggen af mit hjem. Men det bliver imorgen, for idag skal det sidste ryddes op og smides ud og rykkes rundt og så skal jeg have samlet mit spisebord, og sat lamper op over det hele. Og jeg har skruer til gipsvægge og skal have billeder op også. Eller...bare eet ihvertfald. Min lyserøde kanin  i de blå selebukser SKAL op idag.

 Dagen er allerede dejlig. Og den er ny. Klokken nærmer sig 11 og jeg er gået i shake-da-booty-humør til den vilde reggae. Må udnytte energien hvor den gavner. Man kan sagtens ryste røv når man går ned med affald.

Ses...

                                     "så længe det føles godt, så går det nok endda"...

En dag...

 Der kommer en dag.
Det skal der.
Ikke nu.
Heller ikke lige om lidt.
Men den kommer fordi det skal den.
Det er sådan det bliver.
Der er ingen anden mulighed.
Vi er nødt til at tro på fremtiden.
Det gode.
Lyset.
Latteren.
Den kommer.
Dagen.

Flydende

 Jeg elsker ikke Esbjerg. Den er alt for planlagt med de linieal-optrukne gader. Krummelurerne er fraværende, eventyret manglende. Stringent stram struktur. Som nye byer nu engang ser ud, når de er planlagt der i 1800-tallet med økonomisk vinding for øje. Nemt og tilgængeligt. 

 Jeg kan ikke lide byen, selvom jeg har boet her flere år end nogen anden by. Heller ikke selvom jeg læser her. Men jeg elsker vinden. 

 Og jeg tog ud og kyssede vinden lørdag nat. Hoppede spontant på toget og gik ned til vandet. Bare fordi. Mærkede det ruskede i mig, rev i kinderne. Og torden og lynild gav mig fornemmelsen af ragnarok, jordens undergang. Regn og galskab. Jeg sang. Skreg ikke, som jeg var blevet foreslået, da jeg tidligere på aftenen havde fortalt om min indre vildskab. 

 Og jeg kæmpede med bølgerne. Lagde mit tøj under en sten og gik derud. Saltvands-angsten ramte mig, men jeg lod bølgerne trække den med ud. Trække mig med. Ankler. Knæ. Kulde. Og jeg satte mig ned, lod den næste bølge tage mig med ud i mørket. Flød mens jeg talte til hundrede med lukkede øjne. Mærkede naturen vugge mig. Vælge min vej. Og med lukkede øjne, rettede jeg mig op. Nøgen og med håret som tæppe, mærkede jeg sandbunden mod mine fødder. Fik fodfæste. Åbnede øjnene og kiggede ind mod land. 

 Hælene klikkede mod asfalten. Rungede om kap med min stemme mellem siloer og lagerhaller. Jeg fandt en øl. En amerikaner. En længere filosofisk diskussion på et trappetrin om død og helvede. En sol. Morgenbrød. Et morgentog.

Aase..

Hun gik der, lige imod mig i rød regnjakke og med indkøbsnettet over armen. Grå og med de karakteristiske skæve tænder. Gammel og helt vildt lille. Sjovt, at denne lille kvinde engang var "stor" i min verden, viste mig hele universet og mere til ved, at lære mig at læse og præsentere mig for en masse bøger.

 Jeg har tænkt på hende de sidste par uger, selvom jeg ikke har set hende siden jeg forlod folkeskolen. Tænkt over grunden til jeg læser til lærer. På hende. Og selvfølgelig leverede universet. Lige der. Foran mig.

 Og vi har indirekte talt om hende, og alle de andre gamle folkeskolelærere derude, som har inspireret og gjort både godt og ondt. Inspireret og de-motiveret. Mindeværdige mennesker om ikke andet. Og vi har talt om, hvor lidt vi i grunden ved om den måde vi kommer til, at påvirke generationer fremover gennem vores arbejde. Om hvor lidt feedback der i grunden er, da det er de færreste elever, der kommer tilbage som voksne og siger: "fuck, hvor var du genial"...

 Og jeg traf en beslutning. Sagde et forsigtigt "hej Aase" og afventede hendes reaktion. Og blev mødt med et stort kram fra den lille dame. Og så sagde jeg tak. Tak for, at hun lærte mig, at læse og skrive. Søge hemmelige universer og stikke af, når verden gjorde ondt. Skrive og formidle. Og sidst, men ikke mindst, fik jeg fortalt, at hun er "en af grundene" til jeg om 4 år skal holde en kæmpestor fest og fejre - ikke at jeg er "nogen", men "noget"...

Sundhedstjek og brun sæbe.

 Jeg skal sundheds-screenes imorgen. *slår mig på lårene af grin*. Jep! For ikke nok med, at "mit" hold tog samtlige præmier på introdagen (woop woop til 11.3) , så er vi også blevet tilfældigt udvalgt til et projekt hvor vi skal screenes, semi-coaches og interviewes omkring sundhed og trivsel... Og nej - det er jo ikke ligefrem fordi jeg er pisse-meget i tvivl om at jeg er små-fed (og charmerende), men hvis man kan få lov, at være en lille smule diktatorisk og være med til at påvirke hvilke tilbud der skal være på UC-syd, er jeg selvfølgelig på. Lidt magtlummer er man vel altid?. Jeg håber hemmeligt på at kunne få etableret et body-bowling-hold. Livet, generelt, indeholder for lidt spandex og brun sæbe...