Brudstykker af en drøm.

Jeg har drømt i nat. En drøm der både er forfærdelig og vidunderlig på alle måder.

 Et hospital. Højt. Hvide sten. Hvide vægge. Min søn er indlagt. Han har måske diabetes. Jeg møder en kvinde der hedder Karina med en tumor på kæben. Hun kan kun få hjælp hvis der opstår en fejl. Vi fifler. Lukker for ilten og "noget med et mærke på huden på hånden der skal komme før vi må tænde igen". Jordbærrødt. Det går som det skal.

 Min søn skal synge og jeg leder efter ham. Når et stykke hen ad gangen da jeg hører Karina skrige. Hendes mand har på en eller anden måde fået revet lidt af hånden af. Jeg smider mine hænder ned i såret. Redder hans liv. Går upåvirket videre. Skal ind på gangen hvor min søn skulle være. Hospitalet er E-formet. Han befinder sig i den øverste streg i E´et hvis man lægger det ned. Alt begynder at ryste. Svaje. Nogen siger "det her er slemt". Jordskælv. Bygningen begynder at dele sig. Som blev det skåret over med en kniv. Den anden halvdel synker i jorden. Jeg hænger i armene. Får mig kæmpet op og kravler så højt op "i alt det skæve" som jeg kan. Forfærdeligt. Kigger over kanten. Kan se min søn. Han ligger også og holder fast. Jeg mærker ro, selvom flere giver op og kaster sig ud over kanten. Vi taler. Holder fast i hinanden mentalt. Vi bliver reddet. Nu skal jeg finde min anden søn. Den ældste. Roden. Og jeg finder ham sammen med en masse andre unger på hans alder under et stykke mur. Han er ca. 15. Fjerner muren sammen med andre. Bruger alle kræfter. Går hjem grædende sammen med mine sønner. .

Under hele forløbet fiser Rust rundt og skifter tøj og roller som en kamæleon. Soldat. Portør. Læge. Sygeplejer. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor han er med.

 Følelser? Vågnede lettet. Har stadig den her kæmpe kærligheds-uh indeni over for min søn. Er ikke bange for at miste ham, men kan mærke jeg HAR mærket angsten. Undrer mig over jeg har TO sønner i drømmen. Kan egentlig godt lide tanken, men ved ikke hvordan een blev til to.