Tid til taknemmelighed

Jeg er blevet 2.års studerende. Jeg gjorde det fandeme. Bestod med bravour og god energi på trods af min computer stod af 3 dage inden skriftlig eksamen og jeg dermed mistede samtlige noter. Jeg bestod. Og jeg er glad i låget på den der helt vildt latterligt smittende måde.

Min søn og jeg skal til Bornholm på ferie - og det koster gratis. En veninde nævnte et telefonnummer, som jeg ringede til, og vupti. Jeg glæder mig SÅ meget til en uge på solskinsøen. Det er så vildt, for sønnen og jeg har talt en del om det de sidste par uger hvor vi har tænkt over hvad vi skal i ferien som jo er begrænset af SU´en. Og...vupti...så dumpede sådan en gave ned i skødet på os. Det er jo helt vildt, og jeg kan slet ikke lade være med at søbe lidt i kærlighed til den kvinde der tænkte på mig, da hun hørte der var en plads.

 Jeg er kommer igang med at træne igen, efter et års pause. Jeg er glad. Virkelig glad. Selvom jeg er svag på alle måder, så er det helt vildt lækkert igen at få føling med mine muskler og mærke hvordan de spænder og reagerer på belastninger. Og den hurtige fremgang kan jo mærkes fordi musklerne "kan huske". Det er lækkert og jeg er fantastisk glad.

 Og så er der mine venner. Som får mig til at vræle på den gode måde. Sjælden har jeg oplevet så meget kærlighed fra så mange mennesker over så lang tid. Jeg er taknemmelig ud over alle grænser for at have den lykke, at kende dem. Det er et netværk af mennesker, hvoraf en del af dem under normale omstændigheder ville være dømt ude af samfundet. Stærke mennesker der har fundet styrker i sig selv og omgivelserne, og som stille og roligt rykker sig...uddanner sig. Udvikler sig. Og de er smukke. Smukkere. Smukkest. Og jeg er taknemmelig for, at kunne rejse med dem. Se dem - og selv blive smukkere som modet til livet vinder over angsten for det ukendte.

New Dawn er navnet på denne rose. Jeg har altid været vild med den, og havde en potte med en da jeg boede i Kbh. Men den visnede. Døde. Men jeg købte en og stillede den i en potte i mine forældres have, og den er nu sprunget ud. Det samme gælder mine tomatplanter. Og basilikum. Og jeg er bare så varm og glad på alle måder, over at se det gro. 

Jeg har nu skrevet mig op til et rækkehus med have og husdyrtilladelse. Vi har nemlig aftalt, at vi skal have hund, sønnen og jeg. Og så kan min taknemmelighedsrose få alt hvad den har brug for at klatre. 

Voksenliv med vaskesøjle og sommerfugle...

 Er nået en del af vejen herhjemme efterhånden. Har fået samlet lidt møbler og så´n...i det ene rum er der ovenikøbet kommet en lampe op, og jeg er svært imponeret over hvor meget man kan nå, når man ikke overspringshandler foran tv eller computer.

 Mine forældre har også fundet en tørretumbler til mig for "ingen penge", hvilket er 200kr. Og nok bruger den en masse strøm, men nuj, hvor er det rart at komme i bund i vasketøjet på et døgn?! Vild fornemmelse! Men også enormt voksen, når man krabber søvndrukken ud på badeværelset, trækker "underne" ned og kigger forvirret over på...vaskesøjlen. *uh*.. "vaskesøjle"...det er sådan noget gifte gamle mennesker har, hvor vi andre unge, single og helt enormt vilde sjæle vimser på fællesvaskeriet og forbander, at ham den klamme i nabo-opgangen nakker ens trusser, fra IKEA-posen inden man når at vaske maskine nr. 2 - ikk´?

 Nuvel, jeg nærmer mig jo hastigt de 34, og det der single-noget er vist mest udenpå, da det der er indeni stadig nager på så mange måder, at jeg ikke har sovet ordentligt i flere uger, medmindre jeg har været småfuld inden jeg har lagt mig til. Og jeg gider ikke drikke medmindre det har et formål. Det er fandeme så sølle, at drikke alene.

 Men nu på lørdag, hvor der skal pub-crawles med mit stamhold og alle de andre nye studerende i Esbjerg? Der er den i vinkel. Jep. Woop woop...hvis jeg magter det.

 Og Amerikaneren, ham fra den der trappe, har fundet mig, og jeg ved ikke rigtig om jeg magter det. Han ringede den anden dag, hvilket jeg fandt vældigt imponerende, når nu jeg ikke gav ham mit nummer her for...hvad...3 uger siden? Jojo, han havde da spurgt her og der om nogen kendte en småtyk mademoiselle med kæmpe stort rødt garn..og ja - det gjorde nogen. Jeg ved sgu ikke rigtig hvordan jeg skal tage det. Er på den ene side charmet lidt af det, men på den anden side også lidt.."mjaaarh, der var måske nok en lille grund til jeg ikke gav dig mit nummer, ing´?" ... på den...tredje...side...er det jo fedt nok at være et menneske folk kender - og ved hvem er - for det gode, for det bilder jeg mig jo ind, at det er...*host*

 Nuvel.. jeg vil smutte i seng, smide et lille billede....som lovet...af hvad det er blevet til ...og se frem til en "sådan-cirka-fridag" imorgen hvor der skal forældremødes og psykologiseres hos den gale russer...

Dette er fra det der for få dage siden var min tv-stue. Den er nu blevet til spisestue og mit soveværelse har nu fået flere funktioner. SuperFar kommer på tirsdag og hjælper mig med de sidste lamper og hylder og billeder. 

Jeg har en ting med sommerfugle. Da jeg smådatede Brandmanden, var denne ude at rejse og pludselig fik jeg en sms om jeg var til delfiner eller sommerfugle. Jeg kunne ikke svare, og han valgte sommerfuglen fordi den som jeg har været en enormt grim larve, der lige skulle igennem en proces inden jeg foldede vingerne ud. Da vi så mødtes nogle uger efter, havde han købt det fineste lille armbånd med sommerfugle. Desværre er det gået itu, men hans ord varmede mig dengang og giver stadig en varm følelse indeni idag, selvom han er forsvundet og blevet lidt væk i parforhold og en lækker lille nyfødt baby. Gud hvor jeg dog under ham den lykke der har ramt ham. 

Og sommerfuglene tager jeg med mig. 

Mor og barn...

Min søn. 

Dit liv er mit. 

Min drøm er dig.

Du er snart voksen.

Du er på vej ud i livet.

Det er helt perfekt.

Lev med glæde.

Og kram altid.

Din mor.

(billedet er af mig og min søn, taget på en skovtur idag. Er i færd med at vise ham mit barndoms landskab)

Venner

 - det er sådan nogen der gider at hjælpe een med at flytte når man bor på 3. sal. Eller sender små kærlighedserklæringer på sms fordi de ikke kan være der. Og som krammer een så længe farvel, som skulle man aldrig nogensinde ses igen. Og får een til at tro på, at 400km ikke betyder noget for ens relation..

.....fordi...hjerter der banker i takt altid vil finde hinanden.

 Jeg elsker Jer... I ved hvem I er.