Nu med skulderskade

Det er jo helt fantastisk, at sidde her høj på smertestillende. Har lige vundet en mærkelighedsskade, fordi jeg iflg. Makrellen skulle kramme en pude....det gjorde jeg så... hårdt...og hurra, nu har jeg så et delvist overrevet ledbånd og let skulderskred. At Makrellen så ikke er sikker på han mener vi skal ses fordi jeg nægter at gøre det igen....fordi han er blufærdig ift. naboerne... det ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal håndtere. Det må gå som det går.

Mmmmm

Der sker gode ting i livet.  Imorgen går turen endnu engang til Sønderborg. Der skal kysses på Makrellen (jeg må virkelig finde et bedre dæknavn til ham).

 Planen er, at vi skal fiske og gå ture og se film og bare være. Jeg har fået en uforudset børnefri-UGE så måske bliver jeg der nogle dage længere, til Makrellens søn kommer. Det er lidt en ny tanke, at skulle være "mor" til mere end en. Selvfølgelig har det sine udsigter før vi skal flette børn, men alligevel. Når man VED og VIL, at det er målet, så skal der jo en omstilling til. Det bliver en spændende udfordring for alle, ikke mindst for vores sønner. Og pludselig spirer drømmen om flere børn igen.

 Men jeg skal sydpå. Jeg tager mine bøger med, så der kan læses og skrives lidt på psykologi studieprodukt 3, som skal skrives sammen med Patten, selvom ingen af os har mulighed for at mødes. Vi må mødes digitalt. Det går nok....

 Så der er glæde i mit liv, og masser af det. Jeg er forelsket. Og det er han også, og jeg har det endda på skrift. Måske kan han , efter vores lige rendez-vous, opgraderes fra Makrel til Kæreste?

Kærlighed

 Det irriterer mig en kende at alle "søger kærligheden"...i min bog kan man ikke søge den. Man kan give den.

Brudstykker af en drøm.

Jeg har drømt i nat. En drøm der både er forfærdelig og vidunderlig på alle måder.

 Et hospital. Højt. Hvide sten. Hvide vægge. Min søn er indlagt. Han har måske diabetes. Jeg møder en kvinde der hedder Karina med en tumor på kæben. Hun kan kun få hjælp hvis der opstår en fejl. Vi fifler. Lukker for ilten og "noget med et mærke på huden på hånden der skal komme før vi må tænde igen". Jordbærrødt. Det går som det skal.

 Min søn skal synge og jeg leder efter ham. Når et stykke hen ad gangen da jeg hører Karina skrige. Hendes mand har på en eller anden måde fået revet lidt af hånden af. Jeg smider mine hænder ned i såret. Redder hans liv. Går upåvirket videre. Skal ind på gangen hvor min søn skulle være. Hospitalet er E-formet. Han befinder sig i den øverste streg i E´et hvis man lægger det ned. Alt begynder at ryste. Svaje. Nogen siger "det her er slemt". Jordskælv. Bygningen begynder at dele sig. Som blev det skåret over med en kniv. Den anden halvdel synker i jorden. Jeg hænger i armene. Får mig kæmpet op og kravler så højt op "i alt det skæve" som jeg kan. Forfærdeligt. Kigger over kanten. Kan se min søn. Han ligger også og holder fast. Jeg mærker ro, selvom flere giver op og kaster sig ud over kanten. Vi taler. Holder fast i hinanden mentalt. Vi bliver reddet. Nu skal jeg finde min anden søn. Den ældste. Roden. Og jeg finder ham sammen med en masse andre unger på hans alder under et stykke mur. Han er ca. 15. Fjerner muren sammen med andre. Bruger alle kræfter. Går hjem grædende sammen med mine sønner. .

Under hele forløbet fiser Rust rundt og skifter tøj og roller som en kamæleon. Soldat. Portør. Læge. Sygeplejer. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor han er med.

 Følelser? Vågnede lettet. Har stadig den her kæmpe kærligheds-uh indeni over for min søn. Er ikke bange for at miste ham, men kan mærke jeg HAR mærket angsten. Undrer mig over jeg har TO sønner i drømmen. Kan egentlig godt lide tanken, men ved ikke hvordan een blev til to.

Skriveri

 Skriveri og skrivero. Skrivetid. Skrivelyst. Jeg har masser af det, men bruger det ikke. Dagen styres ikke ret meget af det jeg bedst kan lide. Bloggen her, får heller ikke meget kærlighed. Ikke som dengang mit liv var tomt. Som da det var ordene selv, der formede min hverdag. 

 Livet fyldes. For tiden med tanker om det der med kærlighed, som jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til. På den ene side er han sød og helt vidunderligt godt selskab. Både i og ude for sengen. På den anden side har han jo meldt ud, at "der ikke er de der følelser", og så er spørgsmålet om jeg så ikke spilder min tid og ender med, at gøre vold på det der skrøbelige hjerte i længden, hvis jeg skulle gå hen og placere ham i "mere en bare potentiel"-kategorien? Jeg ved det fandeme ikke. Skal have fundet ud af det. Snart. "Kan jeg knalde bare for sjov?"... måske? Jeg har ikke prøvet det før...

 Tanker er der mange af. Idag er det dog skrivedag. Skriveøvelser. Og mange af dem. Jeg burde måske fokusere på forelæseren, men han er fandeme kedelig. Og brugte den første 1½ time på, at reklamere. Ikke brugbart. Ikke endnu. 

 

Makrel

Der er noget skønt og fantastisk ved  at stå to mennesker og børste tænder efter den ene har spist makrelmadder. Det er et godt liv. Er begyndt at se lidt til en dejlig. For en gangs skyld er det ikke de seksuelle præferencer der skabte interesse. For en gangs skyld er det ikke det primære. Det føles enormt befriende, men samtidig også lidt bemærkelsesværdigt.

Jeg skal måske bare vænne mig til det. Jeg har jo, foruden en dramatisk 3,5mdr flirt, været alene i fire år. Så når man er to der står ved samme håndvask bliver jeg genert på en hel ny måde. Det rammer mig i uha-heden. Det er lidt nært for mig, at holde i hånden på åben gade. Og købe gave til hans søn. Og lave gulerodsalat sammen.

Dertil så brænder vi for det samme rent professionelt. Det kan jeg godt lide.  Det er fedt at kunne tale om ting som den man kysser på også forstår.

Der er endnu ikke dømt kærester. Det er alt for tidligt. Men det der er nydes...og det nydes meget. Og det er det som tæller.

Jeg håber inderligt at se ham igen. At kunne nyde hans fantastiske hud under mine fingre. At blive nusset og kysset helt op til Månen og tilbage igen. Næste gang bliver det hos mig. Så må jeg vise ham min verden. Hvis jeg tør.

Godt liv.

Mit liv er godt. Rigtig godt. Der har bredt sig en svær tilfredshed over mig, som jeg sjældent har oplevet. Det er ret fantastisk. En fed "aktiv" ro midt i kaos.

 Jeg er på forkant med min uddannelse. Det føles altså mere end almindelig fedt endelig, at have læst og være så meget med, at ting giver mening. "Procesorienteret litteraturpædagogik" er en bogtitel jeg aldrig kommer til, at glemme, da det var dér jeg endelig fangede mit studie.

 Og så er der observationspraktik. Sidste dag idag. Og jeg er nødt til, at sige: "det´ stort". Jeg er glad for, at vi valgte, at observere istedet for, at kaste os ud i undervisningen. For man ser godt nok meget, når man ved hvad man skal kigge efter. Det er ret vildt. Mekanismer og dynamikker mellem eleverne og i lærer/elev-relationen også. Det er ret interessant. Også fordi det er noget der kan tages med. En vigtig lektie for mig vil være, at "de stille" også skal ses.

 Jeg har valgt ekstra obs. timer i AKT´en. Mit fokusområde som lærer bliver jo specialpædagogisk, og derfor spurgte jeg om jeg kunne få lov, at følge dem i de forskellige mellemtimer og lidt udenfor. Dét har godt nok været spændende. Virkelig. Jeg er sikker på, at min hylde er rigtig. Sådan...HELT rigtig. Også selvom det er hårdt og intenst, at arbejde med nogle af dem. Da området er særligt er dækket af tavshedspligt kan jeg ikke fortælle om ret meget, andet end, at det jeg gjorde virkede...

 Det er fedt, at være lærer. Selv, når man ikke får tingene til, at spille. Der er udviklingspotentiale i alt hvad man foretager sig. Min første vikartime igår gik helt i ged. Musik på sjette klassetrin uden "hvad skal vi lave" -liste, så der skulle improviseres. Og så var der lige en konflikt i frikvarteret, som blev taget med ind og...*poof*... men det er "ok". Fik en god snak med ledelsen bagefter. En undskyldning til mig, da de ikke havde klædt mig ordentligt på, og glemt at udstyre mig med en "nød-telefon" så jeg kunne have ringet efter forstærkning. Det var en god opsamling.

 Og jeg havde dem igen idag, som vikar, sammen med min observationsklasse. I idræt. Og det var en fed fed oplevelse. For nok havde min "trampesang" været..."røvkedelig" igår... men de ville jo alligevel gerne lige høre teksten igen, og have den gennemgået...og skråle med på den.... og derefter stod den ellers på fodbold. Jeg er vidunderligt hæs idag, men sådan er det, at dømme uden fløjte.

 Jeg er glad for min uddannelse. Jeg elsker mit studiejob, der er mere end alm. relevant. Og min knægt klarer sig bedre og bedre. Hjemmet flyder big-time, men økonomien er der styr på, og rammerne er på plads. Vægten gør hvad den vil lige nu, men der netværkes en del på motionen og vejledning.