Aase..

Hun gik der, lige imod mig i rød regnjakke og med indkøbsnettet over armen. Grå og med de karakteristiske skæve tænder. Gammel og helt vildt lille. Sjovt, at denne lille kvinde engang var "stor" i min verden, viste mig hele universet og mere til ved, at lære mig at læse og præsentere mig for en masse bøger.

 Jeg har tænkt på hende de sidste par uger, selvom jeg ikke har set hende siden jeg forlod folkeskolen. Tænkt over grunden til jeg læser til lærer. På hende. Og selvfølgelig leverede universet. Lige der. Foran mig.

 Og vi har indirekte talt om hende, og alle de andre gamle folkeskolelærere derude, som har inspireret og gjort både godt og ondt. Inspireret og de-motiveret. Mindeværdige mennesker om ikke andet. Og vi har talt om, hvor lidt vi i grunden ved om den måde vi kommer til, at påvirke generationer fremover gennem vores arbejde. Om hvor lidt feedback der i grunden er, da det er de færreste elever, der kommer tilbage som voksne og siger: "fuck, hvor var du genial"...

 Og jeg traf en beslutning. Sagde et forsigtigt "hej Aase" og afventede hendes reaktion. Og blev mødt med et stort kram fra den lille dame. Og så sagde jeg tak. Tak for, at hun lærte mig, at læse og skrive. Søge hemmelige universer og stikke af, når verden gjorde ondt. Skrive og formidle. Og sidst, men ikke mindst, fik jeg fortalt, at hun er "en af grundene" til jeg om 4 år skal holde en kæmpestor fest og fejre - ikke at jeg er "nogen", men "noget"...