mandag den 12. september 2011

Flydende

 Jeg elsker ikke Esbjerg. Den er alt for planlagt med de linieal-optrukne gader. Krummelurerne er fraværende, eventyret manglende. Stringent stram struktur. Som nye byer nu engang ser ud, når de er planlagt der i 1800-tallet med økonomisk vinding for øje. Nemt og tilgængeligt. 

 Jeg kan ikke lide byen, selvom jeg har boet her flere år end nogen anden by. Heller ikke selvom jeg læser her. Men jeg elsker vinden. 

 Og jeg tog ud og kyssede vinden lørdag nat. Hoppede spontant på toget og gik ned til vandet. Bare fordi. Mærkede det ruskede i mig, rev i kinderne. Og torden og lynild gav mig fornemmelsen af ragnarok, jordens undergang. Regn og galskab. Jeg sang. Skreg ikke, som jeg var blevet foreslået, da jeg tidligere på aftenen havde fortalt om min indre vildskab. 

 Og jeg kæmpede med bølgerne. Lagde mit tøj under en sten og gik derud. Saltvands-angsten ramte mig, men jeg lod bølgerne trække den med ud. Trække mig med. Ankler. Knæ. Kulde. Og jeg satte mig ned, lod den næste bølge tage mig med ud i mørket. Flød mens jeg talte til hundrede med lukkede øjne. Mærkede naturen vugge mig. Vælge min vej. Og med lukkede øjne, rettede jeg mig op. Nøgen og med håret som tæppe, mærkede jeg sandbunden mod mine fødder. Fik fodfæste. Åbnede øjnene og kiggede ind mod land. 

 Hælene klikkede mod asfalten. Rungede om kap med min stemme mellem siloer og lagerhaller. Jeg fandt en øl. En amerikaner. En længere filosofisk diskussion på et trappetrin om død og helvede. En sol. Morgenbrød. Et morgentog.

1 kommentar:

Zehntner sagde ...

Jeg er også født og opvokset i Esbjerg og savner det ikke sådan specielt, af nogenlunde samme grunde som du - men havet ja, fantastisk!
Har brugt mangen en teenage-eftermiddag med at sidde og spejde ud, i ensomhed og nærvær.

Det kan jeg godt savne i dag. Københavns vande er slet ikke de samme og jeg tror altså heller ikke Hudson River kommer til at rive helt så meget i næseborene som Vesterhavet i sin tid gjorde det.

Men det må da komme an på en prøve - skal derned en af dagene.