Mine forældre har også fundet en tørretumbler til mig for "ingen penge", hvilket er 200kr. Og nok bruger den en masse strøm, men nuj, hvor er det rart at komme i bund i vasketøjet på et døgn?! Vild fornemmelse! Men også enormt voksen, når man krabber søvndrukken ud på badeværelset, trækker "underne" ned og kigger forvirret over på...vaskesøjlen. *uh*.. "vaskesøjle"...det er sådan noget gifte gamle mennesker har, hvor vi andre unge, single og helt enormt vilde sjæle vimser på fællesvaskeriet og forbander, at ham den klamme i nabo-opgangen nakker ens trusser, fra IKEA-posen inden man når at vaske maskine nr. 2 - ikk´?
Nuvel, jeg nærmer mig jo hastigt de 34, og det der single-noget er vist mest udenpå, da det der er indeni stadig nager på så mange måder, at jeg ikke har sovet ordentligt i flere uger, medmindre jeg har været småfuld inden jeg har lagt mig til. Og jeg gider ikke drikke medmindre det har et formål. Det er fandeme så sølle, at drikke alene.
Men nu på lørdag, hvor der skal pub-crawles med mit stamhold og alle de andre nye studerende i Esbjerg? Der er den i vinkel. Jep. Woop woop...hvis jeg magter det.
Og Amerikaneren, ham fra den der trappe, har fundet mig, og jeg ved ikke rigtig om jeg magter det. Han ringede den anden dag, hvilket jeg fandt vældigt imponerende, når nu jeg ikke gav ham mit nummer her for...hvad...3 uger siden? Jojo, han havde da spurgt her og der om nogen kendte en småtyk mademoiselle med kæmpe stort rødt garn..og ja - det gjorde nogen. Jeg ved sgu ikke rigtig hvordan jeg skal tage det. Er på den ene side charmet lidt af det, men på den anden side også lidt.."mjaaarh, der var måske nok en lille grund til jeg ikke gav dig mit nummer, ing´?" ... på den...tredje...side...er det jo fedt nok at være et menneske folk kender - og ved hvem er - for det gode, for det bilder jeg mig jo ind, at det er...*host*
Nuvel.. jeg vil smutte i seng, smide et lille billede....som lovet...af hvad det er blevet til ...og se frem til en "sådan-cirka-fridag" imorgen hvor der skal forældremødes og psykologiseres hos den gale russer...
Dette er fra det der for få dage siden var min tv-stue. Den er nu blevet til spisestue og mit soveværelse har nu fået flere funktioner. SuperFar kommer på tirsdag og hjælper mig med de sidste lamper og hylder og billeder.
Jeg har en ting med sommerfugle. Da jeg smådatede Brandmanden, var denne ude at rejse og pludselig fik jeg en sms om jeg var til delfiner eller sommerfugle. Jeg kunne ikke svare, og han valgte sommerfuglen fordi den som jeg har været en enormt grim larve, der lige skulle igennem en proces inden jeg foldede vingerne ud. Da vi så mødtes nogle uger efter, havde han købt det fineste lille armbånd med sommerfugle. Desværre er det gået itu, men hans ord varmede mig dengang og giver stadig en varm følelse indeni idag, selvom han er forsvundet og blevet lidt væk i parforhold og en lækker lille nyfødt baby. Gud hvor jeg dog under ham den lykke der har ramt ham.
Og sommerfuglene tager jeg med mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar