Der er nu visse fordele at hente i, at have været oppe og slås med de store rent politisk, for et år siden. Det gør, at man bliver en smule frygtløs over for en leder i kommunalt regi - og sådan een har jeg bidt skeer med idag.
Tilbage i juni havde vi første netværksmøde omkring min søn, og dengang sagde socialrådgiveren han har tilknyttet, at hun desværre først kunne mødes d. 28.september, selvom det bedste naturligvis havde været en opsamling i august. Så vi kunne se hvem der havde opfyldt hvad og hvad der virkede og derudover hvilke evt. nye tiltag der skulle foretages. Så jep - 28.september - klart nok! Men det aflyste damen. Heldigvis ikke uden, at sætte en ny aftale d. 21 september...som hun så aflyste i torsdags...for at fortælle "det så må blive mandag kl 10 - og mødet bliver afholdt, om mor kan eller ej"... hvilket hun så aflyste på dagen. Den dag hvor jeg havde pjækket for, at kunne være med på trods af liniefagsuge, på trods af, at jeg så var nødt til, at skodde min studiegruppe.
Så jeg blev sur. Rigtig sur. På den der "nej-jeg-gider-ikke-dit-biiip-mere-måde"...og jeg ringede til hendes leder og "forklarede i ret utvetydige vendinger, hvordan situationen var, og bad iøvrigt om en ny socialrådgiver til mit barn, fordi jeg ikke længere kunne se mig selv have et positivt samarbejde med een, der ikke overholdt aftaler og dernæst ville diktere hvornår jeg kunne tage fri eller ej under trussel af, at ville afholde netværksmøde uden mig. Man skal ikke...gentager...ikke... isolere mig i beslutningsprocesserne omkring mit barn. Aldrig. Så længe det her er en frivillig proces og jeg selv har bedt om hjælpen, og det IKKE er fordi jeg er en lortemor de er i tvivl om kan magte opgaven, så er min plads for enden af bordet, som den der beslutter..... og IKKE uden for døren. Og derudover skulle den socialrådgiver der skal træde istedet kunne mandage EFTER kl 13... og det kan iøøøvrigt ikke diskuteres...tak..."...
*snap*...
Så imorgen ringer hun til mig når de har haft gruppemøde og fortæller mig hvem der bliver knægtens nye socialrådgiver...og selvfølgelig er hun med på min bølge - hun fik så heller ikke andet valg. Jeg VED godt jeg var en møgkælling. Jeg ved godt, at jeg ikke lagde op til ret meget dialog. Men det er åbenbart det eneste der virker? Og så må jeg indrømme, at jeg var dårlig til at skjule smilet overfor de andre (lærere + AKT + psykolog) der også var blevet brændt af, da de nærmest i ærefrygt mumlede noget om, at de ikke troede jeg kunne være SÅ skrap og anti-autoritær.
Jeg ER et meget blidt menneske til hverdag - indimellem ovenikøbet for blid og naiv og medgørlig...men når grænserne krydses...så finder jeg den stooore sprittusch frem og markerer dem med dobbelt optrukne streger. Koste hvad det vil. Og når det handler om mit barn...er der kun een vej - og det er succes. Og sure møgkællinge mig, skal nok definere hvad succes er...og universet er iøvrigt leveringsdygtigt. nå!
1 kommentar:
Sejt Majse.
Kender det godt selv - har også haft spritpennen fremme et par gange i mit liv (og et er nu ikke fordi jeg er specielt blid og medgørlig til hverdag;) men din beskrivelse er, så man nærmest ryster lidt bagefter af bare arrigskab der stille og roligt damper af, når svadaen er leveret.
Sidst jeg fyrede den helt store af var, da jeg havde en blind sagsbehandler (øh) som ville sende mig på revalidering fordi han ikke mente jeg var studieegnet og i øvrigt kun ville holde møde med mig, hvis min døvekonsulent var med. Så sad han der og tronede med sin førerhund til jeg bad om en anden, hvilket jeg først fik da jeg havde liret de relevante paragraffer af for den slags procedurer og så kom der skred i tingene.
Fanme om jeg vil finde mig i at blive talt ned til i det offentlige system, bare fordi jeg mangler lidt auditive inputs.
Tog i øvrigt halvdelen af HF uden tolk og er omtrent færdig med min anden længere uddannelse, så jeg aner ikke hvad manden plaprede om :)
Send en kommentar